Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Pandora falder stort fra start efter negativ prognose

Aktier
/ritzau/FINANS

Smykkeselskabet Pandora indtager bundplaceringen og tager opmærksomheden ved åbningen af tirsdagens aktiemarked, efter at selskabet mandag har nedjusteret sine vækstforventninger til 2020 efter et svært regnskab for andet kvartal.

Det danske C25-indeks viser en lille tilbagegang ved handelsstart tirsdag morgen, hvor indekset falder med 0,1 pct. til 1474,47.

Pandora tager opmærksomheden ved børsåbningen med et drastisk fald fra handelsstart. Det sker, efter at selskabet sent mandag aften fremlagde et regnskab, som tegner et billede af et hårdt kvartal for selskabet.

Selskabet regner nu med en negativ organisk vækst i hele 2020 i intervallet mellem 14 og 20 pct., mens koncernen spår en positiv driftsmargin, EBIT, i området 16 til 19 pct.

Før Pandora den 16. marts trak sin prognose tilbage, spåede koncernen om en organisk vækst mellem minus 3 og minus 6 pct. og en overskudsgrad på mere end 23 pct.

Pandora havde i andet kvartal et fald i omsætningen til 2876 mio. kr. fra 4693 mio. kr. i samme periode af 2019. Den organiske vækst faldt med 38 pct. mod et minus et år tidligere på 10 pct.

Overskudsgraden (EBIT) dykkede i perioden fra starten af april til og med udgangen af juni til 1,1 pct. fra 22,9 pct. i 2019.

Pandora-aktien falder tirsdag med 7,5 pct. til 406,10 kr.

Jyske Bank har præsenteret regnskab for andet kvartal tirsdag morgen forud for børsåbningen.

Her kunne banken fremvise basisindtægter i perioden på 2050 mio. kr., mens basisomkostningerne landede på 1164 mio. kr.

Bankens nettooverskud i andet kvartal endte på 862 mio. kr., og Jyske Bank fastholder sin forventning om et resultat efter skat på 1-1,5 mia. kr.

Derudover skriver Jyske Bank i regnskabet, at den på grund af ændret kundeadfærd har besluttet at reducere antallet af afdelinger med ca. 20 pct. frem mod medio 2021. Der er desuden udsigt til nedskæringer i antallet af medarbejdere.

- I lyset af den forventede konjunkturelle og teknologiske udvikling forventes en nedgang i antallet af fuldtidsansatte i niveauet 150-200 frem mod medio 2021, skriver Jyske Bank i regnskabet.

Aktien stiger tirsdag med 0,6 pct. til 214,10 kr.

Coloplast fremlægger også sit regnskab for andet kvartal tirsdag. Ifølge analytikerne ventes coronaeffekterne at ramme selskabet hårdt i dets forskudte tredje kvartal.

Selskabet venter for regnskabsåret 2019/20 en organisk omsætningsvækst på 4-6 pct. og en overskudsgrad på 30-31 pct.

Som følge af udbruddet af coronavirus nedjusterede medicoselskabet den 18. marts 2020 forventningerne fra tidligere ventet en organisk omsætningsvækst på 7-8 pct. og en overskudsgrad på 31 pct.

Coloplast-aktien stiger tirsdag 0,5 pct. til 1043 kr.

Blandt sidepapirerne er det også regnskabsdag for TCM, som har præsenteret sit regnskab tirsdag morgen. Selskabet havde i kvartalet en omsætning på 260,2 mio. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 39,6 mio. kr., hvilket minder meget om resultaterne fra samme periode sidste år.

TCM har desuden genindført sine forventninger til 2020, dog med forbehold for coronasituationen:

- Baseret på en forudsætning om, at der ikke kommer en ny hel eller delvis nedlukning af Danmark i de resterende måneder af 2020, estimerer vi en omsætning for helåret i intervallet 980-1020 mio. kr., hvilket er på niveau med 2019.

- Vi estimerer EBIT for helåret i intervallet 135-145 mio. kr., hvilket er lidt under sidste år, skriver TCM Group i sit regnskab for andet kvartal.

TCM-aktien falder tirsdag med 5,1 pct. til 130 kr.

Der er også nyt fra Skako, der mandag aften opjusterede sin prognose for hele 2020 til et ventet driftsresultat (EBIT) i intervallet mellem 13 og 18 mio. kr. mod tidligere mellem 10 og 15 mio. kr.

Selskabet fremhæver, at de bedre forventninger skyldes en forbedret indtjeningsevne på trods af coronapandemien.

Tirsdag stiger aktien med 2,7 pct. til 41,90 kr.

Jeudan, Totalbanken og AaB vil også fremlægge regnskaber for andet kvartal tirsdag.

Morgenen har også budt på analytikernyt en masse til de danske selskaber.

Demant har fået sænket sin anbefaling hos Nordea til "hold" fra tidligere "køb".

Demant falder tirsdag med 3,4 pct. til 194 kr.

Nordeas seneste kursmål på Demant var 215 kr. fra 8. juli, men banken sætter ikke kursmål for aktier når anbefalingen er "hold".

Også DNB har set nærmere på aktien, og løfter sit kursmål til 240 kr. fra 220 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Nordea har også sænket sin anbefaling for SAS-aktien. Her lyder anbefalingen nu på "sælg" mod tidligere "hold".

Kursmålet sættes til 0,87 kr. Nordea har ikke haft kursmål for aktien i perioden med en "hold"-anbefaling, men før da - frem til udgangen af februar - havde banken et kursmål for SAS på 12,69 kr. og anbefalede "køb" af aktien.

SAS er tæt på at kunne gennemføre sin milliardstore redningsplan og mangler nu kun accept fra obligationsejerne, efter at den danske og svenske stat har sagt god for rekapitaliseringsplanen.

SAS-aktien falder tirsdag med 2,3 pct. til 5,13 kr.

Jyske Bank indleder tirsdag sin dækning af selskabet Netcompany. Banken har indledt med et kursmål for selskabet på 550 kr. og anbefalingen "køb".

Netcompany-aktien stiger med 1,2 pct. til 469,20 kr.

Chr. Hansen får løftet kursmålet hos finanshuset DNB Markets til 600 kr. fra før 510 kr.

Kursmålet er dog fortsat et stykke under det aktuelle kursniveau, og DNB har da også uændret en salgsanbefaling for aktien.

Tirsdag falder Chr. Hansen-aktien med 0,2 pct. til 720,40 kr.