Europa/middag: Rejsebranchen medvirker til comeback
Indledende fald på de europæiske aktiemarkeder er gået i sig selv igen tirsdag middag, hvor de fleste aktieindeks er kravlet op i små plusser.
Blandt andet rejsesektoren genvinder terræn oven på store fald i år, mens mineselskabet BHP Group siver oven på et lidt svagt regnskab.
Europa Stoxx 600-indekset stiger dog 0,3 pct. til 370,17.
- Det vi ser, er en smule konsolidering i de europæiske markeder, givet at vi i de seneste to måneder har bevæget os mere eller mindre sidelæns i modsætning til det amerikanske marked, hvor vækstaktier har løftet det samlede marked, siger Matthias Bausch, seniorstrateg i Commerzbank til Reuters.
Han er samtidig inde på, at de pengepolitiske stimuli fra centralbankerne hjælper godt til.
- Likviditet er vigtigere end indtjeningsvækst i øjeblikket, og vi har rekordstor vækst i pengemængden både i USA og i Europa, lyder det.
På brancheniveau stiger rejseaktierne mest i Stoxx 600-regi, men efter en særdeles sur periode præget af coronaudbruddet.
Rejsekoncernen Tui ligger 4,8 pct. højere, efterfulgt af flyselskaberne IAG og Lufthansa, der stiger henholdsvis 3,8 pct. og 3,5 pct. IAG er moderselskab for blandt andet British Airways og spanske Iberia.
Største taber i Stoxx 600-regi er danske Pandora, der falder 8,5 pct., efter at smykkekoncernens 2020-prognose har skuffet.
Der er også pres på minegiganten BHP. Aktien falder 1,7 pct. oven på sit regnskab for det forskudte regnskabsår 2019/20, der viste et nettoresultatet på 7,96 mia. dollar mod ventet 8,34 mia. dollar.
Den britiske detailkæde Marks & Spencer falder 3,2 pct., efter at det har annonceret nedskæringer. I alt vil kæden fjerne omkring 7000 stillinger over de næste tre måneder.
Nyheden kom i en handelsopdatering, hvor Marks & Spencer også berettede om en omsætningsnedgang i gruppen på 19,2 pct. i en periode på 19 uger fra 29. marts og frem til 8. august.
Byggekoncernen Persimmons resultater i årets første seks måneder falder modsat i god jord, og aktien stiger 4,2 pct.
Persimmons indtjening før skat landede på 292,4 mio. pund, hvilket er over analytikernes forventning på 274,7 mio. pund.


