Europa/middag: Belgisk biotekselskab i dybet efter nej fra FDA
Det belgiske biotekselskab Galapagos mister mere end en fjerdedel af aktiens værdi onsdag middag, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, ikke har godkendt biotekselskabets leddegigtbehandling Filgotinib.
Den melding snitter 28,9 pct. af aktiekursen. Selskabet er dermed den aktie, der falder mest ved middagstid i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600, der samlet stiger med 0,3 pct.
Leddegigtbehandlingen Filgotinib er udviklet sammen med amerikanske Gilead Sceience. Den amerikanske aktie, der også handles på børsen i Frankfurt, falder 6,4 pct.
De store europæiske børser blinker lysegrønt ved middagstid med små plusser i de ledende indeks. Og det grønne islæt kan skyldes, at investorerne kigger mod europæiske selskaber, efter at de amerikanske aktieindeks flere gange har sat rekorder:
- Vi mener, at risikoen her er meget begrænset, da vi ser stigende interesse for europæiske aktier. Og i lyset af det kommende amerikanske valg og medvinden til de cykliske aktier verden over, er der potentiale for gevinst i de europæiske aktier.
- Den største bekymring lige nu er en optrapning i handelskrigen mellem USA og Kina og dårligt nyt om covid-19 vaccine, siger Ulrich Urbahn, der er strateg i Berenberg Bank, til Bloomberg News.
I toppen af Stoxx 600 ligger danske Royal Unibrew med et plus på aktiekursen på 8,4 pct.
Investorerne kvitterer for bryggeriets regnskab, der landede tirsdag aften, og hvori det ventes, at 2020 vil kunne matche 2019, som følge af en stærk udvikling siden midten af juni. Driftsindtjeningen (EBIT) ventes nu at lande på 1425-1525 mio. kr. mod tidligere estimeret 1250-1375 mio. kr. på trods af coronapandemien.

