Fortsæt til indhold

Aktier i Asien: Negativ stemning hele vejen rundt

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktier dykker torsdag og følger dermed retningen fra USA onsdag, hvor en negativ tone satte ind grundet den amerikanske centralbanks bekymrede opfattelse af økonomien, spændinger med Kina og nye klynger af coronavirusinfektioner.

Den negative tendens spreder sig torsdag til de asiatiske markeder og til de amerikanske aktiefutures.

- Der er stadig en rimelig usikkerhed omkring coronavirus-udviklingen gennem influenza-sæsonen, og hvad det kan betyde for den økonomisk vækst. Aktier er lidt dyre, og vi slås med at få et meningsfuldt positivt afkast på aktierne det næste års tid, fordi der er indregnet så meget af en bedring i prisen allerede, siger chefstrateg Jim McDonald fra Northern Trust til Bloomberg TV.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan falder 1,2 pct., og de amerikanske futures peger på kursfald på 0,5-0,7 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo falder det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,9 pct., og det bredere Topix-indeks viger 0,7 pct.

De kinesiske aktiemarkeder er i stærkt negativt terræn. Shanghai Composite dropper 1,1 pct., og CSI 300 dykker 1,3 pct.

Samtidig dykker Hongkongs Hang Seng-indeks med 2,1 pct.

På de øvrige børser er investorerne ligeledes stærkt negative.

Kospi-indekset i Seoul falder 3,0 pct., Singapores Strait Times-indeks dropper 1,8 pct., og Taiwans Taiex-indeks ligger med et minus på 3,2 pct. Australiens ASX-indeks lukker samtidig med et minus på 0,8 pct.