Markedsoversigt: Mærsk blandede sig i toppen og renten faldt
Mærsk-aktierne blandede sig torsdag i toppen af C25-indekset, selv om markedsstemningen var negativ og dermed til fordel for de mere defensive aktier.
Den fordel blev udnyttet af Genmab og Coloplast til at krybe helt til tops i eliteindekset, der lukkede 0,5 pct. lavere i 1460,43.
Coloplast lukkede 1,0 pct. højere i 1020,50 kr., og Genmab sluttede med et plus på 1,5 pct. til 2347 kr.
Mærsks B-aktie steg også 0,7 pct. til 9838 kr. Selskabets kvartalsregnskab viste onsdag overraskende fine tal og en opløftende prognose, og siden har finanshusene løftet kursmålene for aktien i en lind strøm.
Det samme var tilfældet for GN, der også leverede et positivt regnskab onsdag morgen. GN-aktien faldt 0,1 pct. til 435,20 kr. torsdag.
Dagens regnskabsaktuelle C25-selskab var Rockwool, der lukkede uændret i 2250 kr. Isoleringskoncernens nettooverskud faldt til 40 mio. euro i andet kvartal fra 79 mio. euro i samme kvartal sidste år. Analytikerne havde kun ventet et overskud på 37 mio. dollar.
I bunden af eliteindekset sluttede Jyske Bank og Danske Bank med fald på henholdsvis 5,2 pct. til 189,90 kr. og 4,1 pct. til 98,10 kr.
Uden for rækken af C25-selskaber vrimlede det torsdag med regnskaber fra sideselskaberne.
Matas kom en del bedre ud af første kvartal af 2020/2021 end ventet af analytikerne. Selskabet giver desuden også forventninger til hele regnskabsåret og venter en samlet omsætningsvækst på omkring 6 pct. Aktien steg 4,5 pct. til 75 kr.
Også Netcompany klarede sig bedre end ventet i andet kvartal, og it-aktien steg 2,6 pct. til 470,20 kr.
I takt med den negative udvikling på aktiemarkederne i Europa trak renterne sig baglæns i torsdagens obligationshandel.
Ved dansk børslukketid lå renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation på minus 0,38 pct. - eller 2 basispoint lavere end både ved lukketid onsdag og ved handelsstart torsdag morgen.
Onsdag aften fremgik det af referatet af seneste møde i styrelsesrådet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at banken mener, at vejen til genopretning af den virusramte amerikanske økonomi er både lang og tung. Samtidig blev risikoen på mellemlang sigt anset for at være "betydelig".
Torsdag eftermiddag fulgte referatet fra seneste møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor topledelsen diskuterede grænserne for fleksibilitet i forhold til at opkøbe obligationer som en del af centralbankens forsøg på at genoplive eurozonens økonomi.
Data for for nytilmeldte ledige i USA i sidste uge viste en tilgang på 1.106.000 ledige amerikanere. Ifølge Bloomberg News var forventningen, at 920.000 amerikanere stillede sig op i ledighedskøen for første gang i sidste uge.
Udviklingen i de ledende indikatorer i USA blev desuden beregnet til et plus på 1,4 pct. mod en ventet stigning på 1,1 pct., mens stigningen måneden før var 3,0 pct.

