Europa/lukning: Videreførte den sure stemning fra USA
En negativ stemning bredte sig torsdag til de europæiske aktiemarkeder fra USA via Fjernøsten.
Afsættet var referatet fra seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der blandt andet vurderede, at der er lang vej til genopretning af den virusramte amerikanske økonomi.
I Europa faldt aktierne 1,0 pct. målt på det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. På de store europæiske børser var der indeksfald på 1,6 pct. for FTSE 100-indekset i London, på 1,3 pct. for CAC 40-indekset i Paris og på 1,1 pct. for det tyske DAX-indeks.
Finans, basismaterialer - herunder råvarer - og energi var de sektorer, der led mest, med fald på 1,6-1,8 pct. på sektorbasis.
På selskabsplan var udviklingen torsdag særligt hård ved det chilenske mineselskab Antofagasta, der er noteret i London, og som tabte 5,8 pct. Ud over den generelt negative stemning overfor mineaktier kom selskabet med halvårsregnskab med mere end en halvering af nettooverskuddet til 135,2 mio. dollar. som følge af et presset markedet for kobber.
Men værst gik det for det svenske investeringsselskab EQT, som måtte notere et fald på 14,5 pct. Selskabets driftsoverskud faldt 40 pct. til 80 mio. euro, og samtidig forudser det færre investeringer og færre exits som følge af corona-pandemien.
Helt i toppen med et plus på 6,8 pct. lukkede det tyske ejendomsselskab TAG Immobilien, der har varslet en opjustering af forventningerne senere på året.


