Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Rockwool i fremgang i grønt C25 på stille rentedag

En stor stigning til Rockwool sikrede fredag det danske C25-indeks fremgang, efter at stenuldsproducenten torsdag eftermiddag præsenterede regnskab for andet kvartal.

Aktier
/ritzau/FINANS

Torsdag endte aktien uændret, men fredag syntes investorerne at have tygget lidt på meldingerne og takserede derefter regnskabet som værende positivt.

Også Genmab var med fremme og sluttede i rekord, efter at selskabet sent torsdag oplyste om to myndighedsgodkendelser og en opjustering af forventningerne.

Samlet steg C25-indekset med 0,7 pct. til 1470,22. Dermed blev det til en samlet stigning over ugen for eliteindekset.

Rockwool kom igen ud med en prognose, der peger på en EBIT-margin på 12 pct. - samme niveau som før suspenderingen af forventningerne grundet udbruddet af coronavirus. Til gengæld ventes omsætningen nu at falde med en midt-encifret procentsats.

Rockwool steg med 5,5 pct. til 2374 kr. og toppede C25-indekset.

Genmab steg med 2,3 pct. til rekorden 2400 kr., efter at selskabet torsdag fortalte om, at Darzalex er godkendt til udvidet brug i behandlingen af knoglemarvskræft, mens partneren Novartis har fået en FDA-godkendelse til brug af Ofatumumab mod multipel sklerose.

Samtidig har Novartis valgt at lade Arzerra, også kendt som Ofatumumab, omfatte af koncernens platform, der tilbyder gratis medicinsk behandling til kronisk lymfatisk leukæmi. Derfor modtager Genmab en kompensation for tabte royalties i form af 30 mio. dollar, og det har medført en lille opjustering.

Mærsk-aktierne var i den modsatte grøft og skrabede bunden i C25-indekset.

B-aktien faldt fredag 4,1 pct. til 9432 kr., og A-aktien satte sig 4,6 pct. til 8710 kr.

Modsat gjorde de danske statsrenter gjorde ikke meget væsen af sig fredag, hvor stemningen dagen igennem var afventende trods store udsving i PMI-opgørelser fra hele verden.

Aktiviteten forblev lav, da der mange steder i udlandet fortsat er ferie.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldt med 1 basispoint til minus 0,39 pct.

Det skete på en dag, hvor investorerne havde et hav af PMI-tal fra hele verden at forholde sig til.

I Japan viste PMI'erne sig fortsat underdrejede i de foreløbige opgørelser for august, og det samlede indeks stadig lå pænt under det neutrale niveau på 50.

I Tyskland var PMI-tallene på den gode side af 50 i den foreløbige august-opgørelse, men tallene skuffede samlet set efter et stort dyk i servicesektoren.

For eurozonen skuffede både service- og industridelen i PMI-tallene, og det samlede tal for august bakkede til 51,6 fra 54,9 i juli mod ventede 55,0.

I USA tegnede det modsatte billede sig, da der ud på eftermiddagen blev præsenteret foreløbige PMI-tal for august. Det samlede tal til 54,7 i august fra 50,3 måneden før.