Europa/lukning: Irsk isoleringskoncern trodsede røde markeder
Nedslående PMI-meldinger fra flere af Europas største økonomier var fredag med til at trække de europæiske aktier ned.
Udsvingene var dog aldrig voldsomme på en dag, der var præget af fortsat ferie flere steder.
FTSE 100-indekset i London faldt 0,3 pct., og CAC 40 i Paris bakkede 0,5 pct.
I Tyskland faldt DAX-indekset 0,6 pct., og det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks satte sig 0,2 pct.
I sidstnævnte toppede det irske isoleringsselskab Kingspan, der udviste stærk omkostningskontrol i første halvår, som derfor bød på en bedre indtjening end ventet i markedet.
Kingspan tjente i første halvår lige godt 200 mio. euro - et fald på 13 pct. fra samme periode sidste år.
Aktien steg 8,9 pct. til rekorden 70,50 euro.
Med fremme var også selskabets danske konkurrent Rockwool, der steg med 5,5 pct. efter sit regnskab for andet kvartal torsdag.
Positivt for sektoren er det, at Kingspan i sit regnskab vurderede, at aktiviteten i juli og august stort set har været på linje med samme periode sidste år.
I bunden var den svenske kapitalfond EQT fortsat under tungt pres efter det svage regnskab for første halvår, der blev præsenteret torsdag.
I de første seks måneder af året dykkede det justerede driftsresultat (EBITDA) til 80 mio. euro fra 133 mio. euro, mens den justerede EBITDA-margin faldt til 31 pct. fra 47 pct.
EQT faldt fredag med 5,1 pct. til 162,75 svenske kr. efter torsdagens fald på 14,5 pct.


