Fortsæt til indhold

Europa/middag: Fører den positive bølge videre

Aktier
/ritzau/FINANS

De europæiske aktiemarkeder løfter sig mandag efter sidste uges nedtur, og mandag middag ligger det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks 1,7 pct. højere.

På de store europæiske markeder ses indeksplusser på 1,8 pct. for FTSE 100-indekset i London, på 2,2 pct. for det franske CAC 40-indeks og på 2,3 pct. for DAX-indekset i Frankfurt.

Fremgangen Europa følger i sporene efter den positive udvikling på de fjernøstlige markeder og før da i den amerikanske aktiehandel fredag.

Ifølge Reuters er det nyheden om udviklingen i USA af et middel til behandling af coronasmittede, som dæmper frygten for, at udbredelse af virus vil bremse revitalisering af den globale økonomi.

På selskabsniveau byder mandag på plus til britiske BT Group på 5,3 pct. Telekoncernens bestyrelse forbereder sig ifølge medierapporter på at forsvare sig mod fjendtlige overtagelsesforsøg fra rivaler eller kapitalfonde. Det skriver Reuters.

Helt i toppen af den europæiske aktiehandel stiger det belgiske industri-holdingselskab Ackermans & van Haaren 5,9 pct., efter at hollandske ABN Amro har opgraderet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold".

Bunden af Stoxx 600-indekset befolkes af blandt andet svenske Elekta med et fald på 2,5 pct. Medicinalselskabet har fået sin aktieanbefaling sænket til "hold" fra "køb" hos Handelsbanken, som også reducerer kursmålet til 105 svenske kr. fra 115 svenske kr.

Mere generelt tegner handelsdagen sig bedst for energiaktierne, som stiger 3,0 pct. på sektorbasis, og for basismaterialer, som stiger 2,4 pct. De mere defensive sektorer som ejendomshandel og dagligvarer nøjes med plusser på henholdsvis 0,1 pct. og 1,2 pct.