Aktier i Asien: Massiv likviditet og handelshåb sender markederne op
De asiatiske aktier er generelt positive tirsdag, da investorerne øjner positive tegn i rapporter om, at amerikanske og kinesiske topforhandlere ser fremskridt i forsøget på at løse problemer omkring fase 1-handelsaftalen, der blev opnået mellem de to lande i januar.
Samtidig giver den massive likviditetsudpumpning anledning til stigende aktiekurser.
- Det stærke opsving på markederne drives fortsat af de store mængder penge, som regeringer og centralbanker kaster ud i systemet. Der er ingen grund til at forvente, at markedet snart vil stoppe, selv i lyset af nedsatte globale aktivitetsniveauer, vurderer investeringsrådgiver John Milroy fra Ord Minnett i Sydney ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan øger 0,3 pct., og de amerikanske futures peger på stigninger på 0,4-0,6 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Tokyo overhaler de store aktieindeks de øvrige asiatiske markeder. Det toneangivende Nikkei 225-indeks stiger 1,8 pct., og det bredere Topix-indeks øger 1,5 pct.
De kinesiske aktiemarkeder er mere tilbageholdende. Shanghai Composite viger 0,2 pct., mens CSI 300 øger 0,2 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et minus på 0,5 pct.
På de øvrige børser stiger Kospi-indekset i Seoul og Singapores Strait Times-indeks begge 1,3 pct., og Taiwans Taiex-indeks er i plus med 0,9 pct.
Australiens ASX-indeks lukker samtidig med en gevinst på mere beskedne 0,2 pct.





