Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Bavarian og SAS belønnes i let positivt indeks

Aktier
/ritzau/FINANS

Bavarian Nordic stiger til tops i det danske eliteindeks tirsdag morgen, efter at selskabet sent mandag fremlagde positive fase 3-resultater fra et forsøg med frysetørret koppevaccine.

Uden for C25-indekset, er der fokus på SAS, som har fremlagt regnskab for tredje kvartal, mens Royal Unibrew, netop som handlen startede, annoncerede, at det har fundet sin nye administrerende direktør.

Samlet set stiger C25-indekset efter få minutters handel med 0,1 pct. til 1479,48.

Royal Unibrew-aktien stiger 0,6 pct. til 673,60 kr., efter at selskabet har meddelt, at det har forfremmet driftsdirektør Lars Jensen til ny administrerende direktør. Lars Jensen overtager topposten den 1. september.

SAS' regnskab viste tirsdag morgen, at SAS i tredje kvartal havde et dundrende underskud, hvor selskabet som kollegerne i flybranchen var voldsomt coronaramt.

- Coronavirus og rejserestriktioner har ført til et kollaps i efterspørgslen efter flytrafik. Som en konsekvens er antallet af passagerer, som rejser med SAS faldet 86 pct. og omsætningen med 81 pct. i kvartalet, siger SAS' administrerende direktør, Rickard Gustafson, i regnskabet.

SAS landede i kvartalet er ordinært nettounderskud på 784 mio. svenske kr.

Resultatet blev hentet med baggrund i en omsætning, der i kvartalet endte på 2507 mio. svenske kr. mod 13,4 mia. svenske kr. i samme periode året før. Ifølge Bloomberg var forventningen her 3,0 mia. svenske kr.

Resultatet af primær drift (EBIT) var et underskud på 2071 mio. svenske kr. i kvartalet mod et overskud på 1,5 mia. svenske kr. i tredje kvartal 2018/2019.

SAS brænder i øjeblikkeligt 320 mio. svenske kr. af månedligt, da den begrænsede efterspørgsel og omsætning kun delvist dækker de ellers reducerede omkostninger hos flyselskabet.

SAS-aktien stiger tirsdag morgen 2,1 pct. til 4,47 kr.

Vaccineselskabet Bavarian Nordic har opnået positive toplinjeresultater i et fase 3-forsøg med frysetørret koppevaccine. Det meddelte koncernen mandag aften til fondsbørsen.

- Vi er glade for at rapportere positive fase 3-resultater, hvilket er et vigtigt skridt på vej mod godkendelsen af den frysetørrede udgave af Jynneos, som åbner for fremtidige pengestrømme fra vores eksisterende kontrakt med den amerikanske regering, siger Paul Chaplin, som er administrerende direktør i Bavarian Nordic, i meddelelsen.

Bavarian Nordic-aktien vinder 3,4 pct. til 198 kr. fra start tirsdag oven på den nyhed.

Chr. Hansen offentliggjorde et minut efter børslukketid mandag sin 2025-strategi. Det skete forud for tirsdagens kapitalmarkedsdag, og med strategiannonceringen satte Chr. Hansen ord på selskabets nye langsigtede finansielle mål for perioden til og med regnskabsåret 2024/25.

Her venter selskabet en gennemsnitlig årlig organisk vækst i perioden på en "midt til høj encifret procentsats". Det er det samme som den foreløbige melding fra 15. januar i år.

Yderligere ventes vækst i EBIT-marginalen før ekstraordinære poster, porteføljeændringer og valuta i forhold til basisåret 2018/19, hvor den var på 29,6 pct.

Chr. Hansen venter også en gennemsnitlig vækst i den frie pengestrøm før opkøb og ekstraordinære poster, der er højere end den gennemsnitlige vækst i den absolutte EBIT-indtjening før opkøb og ekstraordinære poster.

Chr. Hansen-aktien falder 1,7 pct. til 710 kr.

DSV Panalpina har fået løftet kursmålet af Deutsche Bank til 1070 kr. fra 900 kr. Det er det højeste kursmål blandt de 24 analytikere, der leverer anbefalinger til Bloomberg.

Anbefalingen er fortsat "køb".

DSV-aktien stiger 0,3 pct. til 952,60 kr.

Kursmålet for aktien i GN blev sent mandag løftet med næsten 40 pct. til 414 kr. fra førhen 298 kr. af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "undervægt".

GN-aktien stiger 0,1 pct. til 434 kr.

Kursmålet for aktien i NKT blev sent mandag hævet med næsten 30 pct. til 224 kr. fra førhen 173 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb". NKT-aktien stiger 3,6 pct. til 198,60 kr.

Alle ændringer fremgår af Bloomberg News.

Efter børslukketid mandag offentliggjorde RTX regnskab for selskabets forskudte tredje kvartal. RTX er trods coronakrisen kommet gennem sit tredje kvartal med fremgang i både omsætningen og indtjeningen.

Viruspandemien har imidlertid gjort kunderne mere forsigtige, og derfor er der udsigt til færre ordrer i fjerde kvartal, hvorfor teknologikoncernen sænker sine omsætningsforventninger til hele 2019/20.

Der spås nu en omsætning på 550-570 mio. kr., og det er 70-80 mio. kr. mindre end den tidligere prognose på 620-650 mio. kr.

Desuden præciseres forventningerne til driftsresultatet. For EBITDA's vedkommende præciseres ned i forhold til det tidligere intervals top, mens der for EBIT's vedkommende løftes i forhold til den oprindelige bund.

RTX-aktien taber 9 pct. til 264 kr.

Tirsdag offentliggør en række af selskaberne uden for C25-indekset også regnskaber. Det er blandt andet Aarslef, Gyldendal, Newcap og Andersen & Martini. Derudover fremlægger også CPH Capital, F.E. Bording og Newcap regnskaber.