Aktier/åbning: Ambu til tops i svagt C25
Ambu-aktien er fredag kommet bedst ud af starthullerne, efter de seneste dages fald og en amerikanske ordre på engangsendoskoper.
C25-indekset åbner med et fald på 0,3 pct. i 1477,37, og dermed forsætter den negative tendens efter torsdagens fald på 0,5 pct. Indekset satte rekord onsdag i 1489,44.
Det tyske DAX-indeks åbner til sammenligning på torsdagens lukkeniveau.
Ambu har vundet en treårig aftale med den amerikanske indkøbsorganisation Premier i kategorien engangsendoskoper.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Hele Ambus produktlinje af endoskoper er omfattet af aftalen, der er underskrevet i denne uge og har effekt fra den 1. november.
Premiers medlemmer repræsenterer i alt 4100 hospitaler, og kontrakten vil medvirke til at accelerere Ambus voksende andel af det amerikanske marked for engangsendoskoper, skriver selskabet.
Ambu har også fået et par sænkede kursmål.
JPMorgan har sat kursmålet ned til 190 kr. fra 219 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral".
Det tyske finanshus Berenberg har også skåret sit kursmål for Ambu-aktien, hvor kursmålet nu lyder på 277 kr. mod tidligere 291 kr. Berenberg har stadig den positive anbefaling "køb".
Handelsbanken har sænket sit kursmål for Ambu-aktien til 220 kr. fra 240 kr. med en fastholdt købsanbefaling.
Ambu-aktien stiger 1,5 pct. til 189,95 efter torsdagens fald på 2,5 pct., der kom efter onsdagens regnskab og kursderoute på 13,4 pct.
Bavarian Nordic fortsætter opturen med en stigning på 0,9 pct. til 211,80 kr. efter torsdagens stigning på 5,4 pct., der kom i kølvandet af onsdagens regnskab og efterfølgende positive forventninger hos analytikerkorpset.
En række af Ørsteds internationale konkurrenter er på vej med en kraftig oprustning på området for havvind, og det kan medføre et lavere afkast i fremtiden til det danske energiselskab.
Det skriver Finans.
Navne som engelske BP, norske Equinor og tyske RWE er blandt dem, som opruster på grøn energi og havvind.
Ørsted-aktien taber 0,9 pct. til 886,20 kr.
GN Store Nord-aktien agerer bundskraber i C25 med et fald på 1,2 i 443,10 kr.
NKT får løftet sit kursmål til 170 kr. fra 110 kr. af JPMorgan, der gentager anbefalingen "neutral".
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
NKT-aktien åbner med et fald på 0,4 pct. i 195,90 kr.
Opbygningen af en kommerciel organisation sendte Orphazymes udgifter i vejret i første halvår, hvor det blev til et underskud efter skat på lige over en kvart milliard kr.
I juli lagde biotekselskabet sidste hånd på en ansøgning om markedsføringstilladelse i USA til Arimoclomol mod den arvelige hjernesygdom Niemann-Pick type C, og selv om midlet ikke er godkendt endnu, har amerikanske patienter allerede fra første kvartal kunnet få fat på medicinen gennem et særligt program, oplyser Orhazyme.
Orphazyme fastholder forventningerne til 2020 om et driftsresultat, EBIT, på minus 500-550 mio. kr. og en kassebeholdning på mere end 300 mio. kr. ved årets udgang.
Orphazyme-aktien stiger 1,7 pct. til 90,1 kr.
Fredag efter lukketid ventes regnskab fra Scandinavian Tobacco Group, STG, der opjusterede forventningerne tidligere i denne måned med henvisning til øget forbrug af cigarer under corona-nedlukningerne.
STG-aktien taber 0,6 pct. til 97,60 kr.
SAS-investorerne har fredag morgen fået nyt fra den norske lavpriskonkurrent Norwegian, der har tabt 3,8 mia. kr. i årets første seks måneder.
Norwegian varsler samtidig, at det får behov for nye penge i 2021.
SAS-aktien løftes 0,3 pct. til 6,72 kr.





