Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Milliardstort opkøbstilbud sendte franske aktier op

Et milliardstort opkøbstilbud var det helt store samtaleemne på de europæiske aktiemarkeder mandag, hvor en optimistisk stemning blev udvisket på de store børser i løbet af handelsdagen.

Aktier
/ritzau/FINANS

I Frankrig endte CAC 40-indekset med et fald på 1,2 pct. efter en indledende stigning. Den samme tendens gjorde sig gældende i Tyskland, hvor DAX-indekset sluttede 0,8 pct. lavere.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks faldt desuden 0,6 pct. I Storbritannien holdt børserne lukket mandag, og det var med til at tynge handelsaktiviteten.

- Der er lukket i England, hvor meget af handlen og mange analyser kommer ud fra. Det giver jo traditionen tro lidt lavere aktivitet i indeksene, siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Opmærksomheden samlede sig især om det franske forsyningsselskab Veolia Environnement, der har tilbudt at købe 29,9 pct. af aktierne i vandselskabet Suez for 2,9 mia. euro.

De 29,9 pct. af aktierne, som Veolia har tilbudt at købe, ejes i dag af konkurrentselskabet Engie.

Ifølge Bloomberg News vil Engie overveje tilbuddet og træffe en beslutning på baggrund af, "hvad der er mest attraktivt for aktionærerne og efter at have vejet kvaliteten af det industrielle projekt."

Hvis købstilbuddet accepteres, vil Veolia også tilbyde at købe de resterende aktier i selskabet, skriver Bloomberg News.

Mandag bragede Suez-aktien frem med 18,6 pct. til 14,52 euro på børsen i Paris, hvor Veolias aktie også sluttede 5,8 pct. højere. Aktien i franske Engie steg samtidig 4,5 pct.

Den hollandske medicokoncern Philips havde omvendt en hård dag på børsen, efter at selskabet sænkede forventningerne til den justerede driftsmargin (EBITA).

Det skete, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, HHS, trak sin respiratorkontrakt tilbage.

Aktien faldt 3,6 pct.