Europa/middag: Britiske banker trækker ned
Der er både røde og grønne farver på de europæiske børser tirsdag middag, hvor bankerne er i modvind og trækker det britiske indeks lavere, mens det tyske marked derimod er på vej til at indlede måneden i plus.
Det britiske FTSE 100-indeks falder 1,4 pct., mens det tyske og franske marked ligger i plusser på 0,6 pct. og 0,1 pct. Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,1 pct.
De britiske storbanker Lloyds Banking Group, Barclays og HSBC falder mellem 3,5 og 4,3 pct. Faldene følger en tilsvarende udvikling i den amerikanske banksektor mandag, hvor nedturen blev forklaret med de meget lave markedsrenter, der gør indhug i bankernes indtjening.
Blandt de store tabere i Europa er også Rolls-Royce, der falder over 9 pct. Der er umiddelbart ikke nyt fremme, men aktien er faldet uafbrudt, siden fly- og skibsmotorproducenten i sidste uge annoncerede et driftsunderskud på næsten 1,7 mia. pund i første halvår.
Tirsdagens foreløbigt mest stigende aktie i Europa er tøjportalen Zalando, der stiger 4,8 pct., efter at Goldman Sachs har hævet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "neutral".
Rygklap er der også til den schweiziske medicinalvirksomhed Novartis, der stiger 3 pct., efter at Morgan Stanley har hævet anbefalingen til "overvægt" fra "ligevægt".
Vindmølleproducenten Siemens Gamesa, der konkurrerer med blandt andet danske Vestas, har hentet en stor ordre på 325 megawatt i USA, og aktien stiger 0,8 pct.




