Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Tilbudsjagt sender FLS og Ambu til tops

Aktier
/ritzau/FINANS

Investorerne er onsdag gået på tilbudsjagt i de aktier, der har været under pres på det seneste.

Det gælder blandt andet for FLSmidth og Ambu, som kom med skuffende meldinger i sidste uge.

- Hele markedet har det bedre end i går, efter at markedet i går var præget af reduceret risikoappetit og gevinsthjemtagning, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

- Stemningen er vendt efter tirsdagens PMI-tal fra Kina og ISM fra USA, og investorerne tør nu igen at købe aktier, hvor de blandt andet kigger på de aktier, der er faldet mest, siger chefhandleren.

C25 ligger onsdag ved 11.30-tiden 1,5 pct. højere i 1487,94, og indekset er nu ikke langt fra sidste uges rekord på 1489,44. Stigningen kommer efter tirsdagens fald på 0,9 pct.

FLSMIDTH OG VESTAS ER FLYVENDE EFTER LØFTEDE KURSMÅL

FLSmidth-aktien stiger 4,3 pct. til 185,20 kr., og dermed ligger aktien i toppen af C25-indekset.

Aktien stopper dermed kursderouten, siden selskabet fredag offentliggjorde en skuffende prognose for 2020.

Investeringsbanken Goldman Sachs har set nærmere på ingeniørkoncernen FLSmidth, og Goldman har nu et kursmål for aktien på 215 kr. mod førhen 200 kr. Det er en stigning på 7,5 pct.

Investeringsbanken ser også et pænt potentiale i Vestas-aktien og kvitterer derfor med et forhøjet kursmål, der løftes godt 50 pct. til 1152 kr. fra førhen 769 kr.

Finanshuset Fearnley Securities sænker dog sin anbefaling til "hold" fra tidligere "køb" af Vestas-aktien, mens kursmålet får et nøk opad til 920 kr. fra 780.

Vestas-aktien stiger med 2,7 pct. til 963 kr.

Ambu-aktien er med en stigning på 3,7 pct. til 182,65 kr. også i hopla, og aktien er ifølge Mads Zink blandt andet understøttet af tilbudsjagt, efter at aktien har været pres siden sidste uges nedjustering.

Novozymes-aktien løftes med 3,4 pct. til 379,90 kr. efter positivt nyt fra kundesegementet.

- Novozymes bliver understøttet af positive meldinger fra kunden Unilever, der vil bruge 1 mia. euro på at skære olie væk fra sine vaskemidler, siger Madz Zink.

BANKER TIL BUNDS FOR ANDEN DAG I STREG

Den dårlige stemning fortsætter onsdag for bankerne, hvor Danske Bank falder 0,9 pct. til 93,20 kr., mens Jyske Bank klarer sig lidt bedre med et fald på 0,6 pct. til 182,40 kr.

Det kommer efter tirsdagens fald på henholdsvis 2,6 og 1,5 pct.

De danske bankaktier følger udviklingen i Europa, hvor de ligger i bunden.

Der er yderligere modvind til Danske Bank-aktien, efter at Berlingske og TV2 tirsdag aften kunne rapportere, at bankens forkerte gældsinddrivelse, der har stået på i mange år, kan medføre strafansvar for nuværende og tidligere ledende medarbejdere i Danske Bank.

Det skriver advokathuset Plesner i en juridisk vurdering, som Berlingske og TV2 er i besiddelse af.

De seneste dage har de to medier afsløret, at fejl hos banken har betydet, at der er inddrevet for meget gæld fra op mod 15.000 kunder. Banken undersøger derfor nu 100.000 sager.

MÆRSK GENNEMFØRER OPKØB

Dagen efter meldingen om en større organisatorisk omstrukturering, kan Mærsk onsdag meddele, at rederiet har gennemført købet af det svenske logistikselskab KGH Customs Service, der er specialist i handel og toldklarering i Europa.

Mærsk får onsdag også løftet kursmålet af det franske finanshuse Exane BNP Paribas til 10.500 kr. fra tidligere 9750 kr.

Anbefalingen er uændret "outperform".

B-aktien i Mærsk stiger 2,2 pct. til 9878 kr.

NOVO FÅR FDA-GODKENDELSE

Der er også lidt nyt fra Novo Nordisk, der har fået en godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder. Food and Drug Administration (FDA) har nu godkendt Novo Nordisks væksthormon Somapacitan til brug hos voksne.

Det fremgår af en meddelelse fra FDA.

Novo-aktien ligger med et plus på 0,3 pct. i 413 kr.

H+H FÅR POSITIVE MELDINGER FRA DET BRITISKE MARKED

Der er onsdag godt nyt for den danske byggematerialekoncern H+H International fra det britiske marked, hvor husbyggeren Barratt Developments er kommet med regnskab og udtrykker "forsigtig optimisme" om fremtiden.

H+H henter en stor del af sin omsætning på det britiske marked, og meldingen fra Barratt Developments bliver da også positivt modtaget på aktiemarkedet onsdag, hvor H+H-aktien ligger 5,7 pct. højere i 122,40 kr.