Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Biotek og it på retur sender C25 i rødt

Aktier
/ritzau/FINANS

Der er fortsat pres på it-aktierne på det danske aktiemarked fredag formiddag, og sammen med flere biotekpapirer sender de markedet ned.

Det sker efter tungt pres på teknologi- og biotekaktierne i USA torsdag, og samlet set falder C25-indekset med 0,6 pct. til 1463,03.

Markedet er dog i bedring sammenlignet med åbningsniveauet, og blandt andet ingeniørkoncernen FLSmidth trækker op i forbindelse med en ny strategiplan for selskabets pressede cementdivision.

Det er dog primært impulserne fra USA, der påvirker og medvirker til en samlet nedtur for det danske marked på ugens sidste dag.

- Vi har i vores indeks en anden sammensætning, så vi ikke burde blive ramt helt så hårdt. Men man bliver da mindet om, at der godt kan komme til at ske noget, for der var ikke rigtigt noget specifikt, der udløste det, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

- Så jeg er meget spændt på at se, hvordan det lukker i USA fredag inden en lang weekend. Kommer der igen et stort fald, tror jeg godt, at vi kan stå over for lidt uro i den kommende periode, fortsætter han.

Torsdagens negative fokus på biotekpapirer smitter også af på biotek- og medicinalaktierne herhjemme fredag.

Nederst i C25 falder Bavarian Nordic eksempelvis med 2,1 pct. til 197,60 kr., og Genmab bakker 0,7 pct. til 2247 kr.

Lundbeck falder med 0,6 pct. til 202,40 kr., og Novo Nordisk sætter sig ligeledes 0,6 pct. til 411,50 kr.

Sidstnævnte har set en lille bedring siden den helt tidlige handel - blandt andet efter en historie om, at GLP-1-midler, som er storsællerter hos Novo Nordisk, kan give positive effekter i behandlingen af covid-19.

It-aktierne står også for skud herhjemme efter torsdagens udsalg i teknologisektoren i USA.

Simcorp falder med 0,5 pct. til 791 kr. efter torsdagens dyk på 1,9 pct., og blandt sidepapirerne sætter Netcompany sig yderligere 0,8 pct. til 528,50 kr. efter torsdagens fald på 4,8 pct.

Tilbage i C25 indtager FLSmidth toppen efter nyheden om, at ingeniørkoncernen vil forsøge at gøre noget ved den sløje udvikling, som selskabets cementforretning er inde i.

Det kan ifølge Børsen ske i form af et opkøb, der er en del af en ny strategiplan for cementdivisionen.

Aktien stiger med 3,4 pct. til 196,10 kr.

- FLSmidth lurer på noget opkøb i cement, og det kører aktien lidt op på. Det er et smertensbarn lige nu, så markedet tager det positivt op, at FLSmidth reagerer på det, siger Martin Munk.

Det amerikanske finanshus Jefferies venter en snarlig tilbagevenden til klart positiv vækst i høreapparatsektoren, der også kan blive præget af højere marginer som følge af omkostningsbesparelser gennemført under coronakrisen.

Det har medført løftede kursmål til både Demant og GN, fremgår det af en analyse fra sent torsdag.

Jefferies har løftet kursmålet for Demant til 220 kr. fra 195 kr., og GN's kursmål er samtidig løftet betragteligt til 540 kr. fra 375 kr.

For begge aktiers vedkommende er anbefalingen fortsat "køb".

Det hjælper dog ikke stort i fredagens negative marked, hvor GN falder med 1,6 pct. til 446,60 kr., og Demant bakker 0,5 pct. til 188,55 kr.