Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: FLSmidth endte igen i toppen på rød aktiedag

FLSmidth endte i toppen af et rødt eliteindeks fredag, efter nyheden om at ingeniørkoncernen vil forsøge at gøre noget ved den sløje udvikling, som selskabets cementforretning er inde i.

Aktier
/ritzau/FINANS

Samlet sandede eliteindekset dog til i løbet af fredagen, hvor blot to aktier endte med positivt fortegn. C25 faldt med 2,4 pct. til indeks 1436,6.

Det var Børsen, der fredag skrev, at FLS ser på opkøb, som er en del af en ny strategiplan for cementdivisionen. Og det fik aktien til at stige med 2,9 pct. til 195,20 kr. på en nyhedsfattig dag.

Blandt bankerne steg Jyske Bank med 0,3 pct. til 189,15 kr. og Sydbank med 1,3 pct. til 103,30 kr. Både Danske Bank og Nordea faldt med henholdsvis 1,1 pct. til 90,34 kr. og 0,5 pct. til 49,74 kr. - men det var dog bedre end den generelle stemning i fredagens handel.

Nederst i C25 faldt Ambu med 6,2 pct. til 169,30 kr. Også Ørsted, Vestas, Genmab og Simcorp var med i bagtroppen med fald på mellem 3,8 pct. og 4,5 pct.

Novo Nordisk satte sig med 1,2 pct. til 408,90 kr. og var i den bedste halvdel af C25 fredag.

Novos ikke helt så ringe fredag kom, efter en historie om at GLP-1-midler, som er storsællerter hos Novo Nordisk, kan give positive effekter i behandlingen af covid-19.

Det amerikanske finanshus Jefferies løftede kursmålet for Demant til 220 kr. fra 195 kr., og GN's kursmål blev samtidig løftet betragteligt til 540 kr. fra 375 kr.

For begge aktiers vedkommende er anbefalingen fortsat "køb", men Demant-aktien bakkede alligevel 2,6 pct. til 184,65 kr., ligesom GN-aktien faldt 3,3 pct. til 438,90 kr.

Der var ikke de store udskejelser på det danske obligationsmarked fredag, og heller ikke eftermiddagens arbejdsløshedstal fra USA kunne rykke ved renten.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i minus 0,37 pct., hvilket var 1 basispoint højere end torsdag.

Det såkaldte kongetal fra USA viste, at der blev skabt 1.371.000 job uden for landbruget i august mod en forventning om 1.350.000 nye arbejdspladser, viste estimater fra Bloomberg News.

Det resulterede i et fald i antallet af arbejdsløse fra 10,2 pct. i juli til 8,4 pct. i august.

- Det er desværre et lidt lunkent tal, der viser, at jobvæksten i USA allerede er ved at tabe pusten. Der er tale om den laveste jobvækst siden maj, hvor beskæftigelsen i USA igen begyndte at stige efter det store smitteudbrud i foråret, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Det er coronapandemien, som det sidste halve år har presset beskæftigelsen hårdt. Og der er tegn på, at forbrugerne bliver hjemme af frygt for smitten, vurderer han.

Fredag morgen kom der tal for fabriksordrerne i Tyskland, der steg med 2,8 pct. i juli sammenlignet med en stigning på 28,8 pct. i juni. Det var under økonomernes forventning om en stigning på 5,0 pct.