Aktier/middag: Pandora leder stigning i grønt marked
Pandora er stadig i top på onsdagens marked målt på C25-indekset, efter at Citigroup tidligere på dagen løftede sin anbefaling af aktien til "køb" mod tidligere "neutral".
Aktien stiger med 3,9 pct. til 488,00 kr. i et positivt marked, hvor C25-indekset går frem med 1,4 pct. til 1458,66.
- Vi havde en rød dag i går, så der er tale om et rebound med Pandora i front. Nyhedsmæssigt er det en stille dag, selvom markedet buldrer derudaf, så der er pænt momentum, siger Daniel Fabricius, børsmægler hos ABG Sundal Collier.
Citigroup har desuden mere end fordoblet sit kursmål for Pandora-aktien til 570 kr. fra 280 kr.
- Vi har større tiltro til en grundlæggende forbedring i det sammenlignelige salg i 2021 - omend vi ikke ser en EBIT-margin der overstiger 23 pct., skriver Citis analytikere i en analyse af aktien.
Carlsbergs anbefaling er blevet sænket til "sælg" fra "hold" hos Handelsbanken, og kursmålet er også blevet sænket til 800 kr. fra 900 kr.
Bryggeriaktien falder med 1,0 pct. til 856,60 kr. onsdag ved middagstid.
Coloplast har modsat fået løftet sin anbefaling til "hold" fra "sælg" af Morningstar. Kursmålet for aktien er stadig 933 kr.
Selskabets aktie stiger med 1,9 pct. til 1005,00 kr.
Blandt sidepapirerne har Spar Nord opjusteret forventningerne til årets basisindtjening før nedskrivninger til 1.000-1.200 mio. kr., mens forventningen til årets nettoresultat nu lyder på 500-700 mio. kr.
I juli 2020 opjusterede Spar Nord sin forventning til basisindtjeningen før nedskrivninger for hele 2020 til 800-1.050 mio. kr., mens forventningen til årets nettoresultat opjusteredes til niveauet 350-550 mio. kr.
Lasse Nyby, der er administrerende direktør Spar Nord, er "gevaldigt tilfreds" med, at banken kan løfte prognosen for hele året til både basisindtjeningen og det samlede overskud.
- Men vi må også erkende, at det primært er med baggrund i udviklingen på værdipapirmarkederne, at vi nu kommer med den her opjustering. Det er jo et langt stykke hen ad vejen på grund af en positiv udvikling i især værdien af vores obligationsportefølje, at vi nu kommer med den her opjustering, siger han til Ritzau Finans.
Bankaktien stiger med 3,4 pct. til 52,10 kr.
Tilbage i C25-indekset falder Danske Bank med 0,9 pct. til 88,48 kr.
Barclays har genoptaget sin dækning af Danske Bank og har anbefalingen "equalweight" og et kursmål på 98 kr.
Derudover er banken forsat i søgelyset på grund af nyheden om en lang række Danske Bank-kunder, der har fået sager med gæld behandlet ved domstolene på et forkert grundlag.
Danske Bank har i flere hundrede sager brugt fejlbehæftede oplysninger, når banken var i retten med for eksempel fogedsager, dødsboer eller konkurssager. De forkerte oplysninger indgår i samme sag, som er blevet oprullet af samme medier de seneste uger.
Finanstilsynet meddeler onsdag, at Møns Bank har fået en række påbud og skal stramme op på hvidvaskbekæmpelsen.
Det finder tilsynet efter et besøg hos banken i februar i år.
Aktien stiger med 0,8 pct. til 134 kr.




