Europa/lukning: Hårdtprøvede rejseaktier faldt på ellers grøn dag
De europæiske børser var onsdag præget af en positiv stemning, hvor de ledende aktieindeks steg med mellem 1,4 og 2,0 pct.
Det brede Stoxx 600-indeks gik frem med 1,7 pct., hvor topscoren var det franske forsikringsselskab Scor, som steg med 11,1 pct.
Fremgangen kom efter en opjustering af selskabets forventninger til 2021.
På sektorbasis var der dagen igennem hård modvind til rejseaktierne, efter at Storbritannien onsdag varslede nye coronarestriktioner for sociale sammenkomster.
Kombineret med dårligt nyt fra Astrazeneca, der satte sin vaccinekandidat mod covid-19 på pause, endte sektoren som den eneste i Stoxx 600-indekset med et fald på 0,9 pct.
Blandt rejseaktierne var der fald til Carnival, TUI og Easyjet, som faldt med mellem 2,1 pct. og 6,1 pct.
Astrazeneca valgte at sætte sine forsøg med selskabets coronavaccine på hold, da der er registeret mulige alvorlige bivirkninger hos en patient i Storbritannien. Aktien endte dagen med en stigning på 0,5 pct.
Onsdag var der også vaccinenyt fra Pfizer og selskabets tyske samarbejdspartner Biontech, som har gennemført indledende drøftelser med EU om en leverance af 200 mio. doser coronavaccine.
Aftalen er under forudsætning af, at selskabernes vaccinekandidat færdigudvikles og godkendes af myndighederne. Drøftelserne omfatter desuden en option på yderligere 100 mio. doser, fremgår det af en meddelelse.
Biontech steg med 2,2 pct. på børsen i Frankfurt.
Der var også nyt om luksuskoncernen LVMH, som har skrinlagt planerne om sit opkøb af den amerikanske smykkegigant Tiffany.
Det gav dog ikke synderligt udslag i aktiekursen, som faldt med 0,1 pct.







