Aktier i Asien: Japanske aktier går forrrest i positivt marked
De asiatiske aktiebørser viser torsdag gode takter efter onsdagens stigninger i USA og Europa. De japanske aktier går foran med et godt eksempel efter opløftende tal for udviklingen i de japanske maskinordrer.
Et fald i de amerikanske aktiefutures torsdag morgen er dog med til at tage toppen af stigningerne, ligesom et fald i råvarepriserne understreger en vis bekymring for de makroøkonomiske udsigter.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan ligger dog cirka 0,5 pct. højere torsdag morgen, efter at det onsdag nåede det laveste niveau i en måned.
I Japan viste tal for maskinordrer en stigning i juli på 6,3 pct., hvilket var noget bedre end den ventede fremgang på 2,0 pct. ifølge estimater fra Bloomberg News.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, ligger sidst på handelssession torsdag 0,9 pct. højere, og Topix-indekset, også i Tokyo, stiger 0,7 pct.
Maskinproducenten Fanuc Croporation er med et plus på 3,1 pct. en af de mest stigende blandt de 30 største aktier i Topix, fremhæver Reuters.
Spillekonsolselskabet Nintendo stiger desuden 1,9 pct., efter at selskabet ifølge Bloomberg News har hævet sit produktionsmål for gamingkonsollen Switch med yderligere 20 pct.
Der er også plusser til de kinesiske aktier. Shanghai Composite og CSI 300 stiger henholdsvis 0,3 pct. og 0,8 pct.
I Hongkong ligger Hang Seng-indekset næsten uændret, og det samme gør det australske ASX-200-indeks.
I Taiwan er Taiex-indekset i plus med 0,5 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger 0,9 pct.




