Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Ørsted i solorolle i uroligt aktiemarked

Nyhedsmæssigt stod energiselskabet Ørsted nærmest alene på scenen i torsdagens aktiemarked, efter at selskabet sent onsdag kunne offentliggøre navnet på den kommende koncernchef, der afløser Henrik Poulsen ved årets udgang.

Aktier
/ritzau/FINANS

Det bliver Mads Nipper, nuværende koncernchef i Grundfos, og den umiddelbare kursreaktionen fra handelsstart kunne tyde på, at markedet byder ham velkommen. Aktien steg 1,2 pct. i de første handler.

Men hen over dagen dalede aktien længere og længere ned i et omskifteligt eliteindeks, der sidst på dagen flirtede med en neutral lukning, men resultatet blev et minus på 0,4 pct. til 1468,96.

Ørsted sluttede med et minus på 0,8 pct. til 861 kr. og var en overgang - sammen med Vestas, der faldt 1,4 pct. til 941,40 kr. - tæt på bunden af eliteindekset.

Investorerne kunne også se nærmere på nyheden om, at energikæmpen BP har investeret 1,1 mia. dollar i overtagelse af halvdelen af norske Equinors aktiviteter i vindprojekterne Empire Wind syd for Long Island og Beacon Wind syd for Nantucket. Den nye alliance kan påvirke konkurrencesituationen på markedet for havvind.

Øverst i C25 lukkede Mærsk og Novozymes med stigninger på henholdsvis 1,4 pct. til 10.075 kr. og 1,8 pct. til 401,80 kr.

Genmab oplyste, at partneren Janssen Biotech har indsendt registreringsansøgning i USA for Darzalex Faspro til behandling i kombination med en række andre lægemidler af den sjældne sygdom letkædeamyloidose. Det fremgår af en meddelelse.

Ansøgningen udløser en milepælsbetaling til Genmab på 8 mio. dollar, men ændrer ikke ved Genmabs forventninger til 2020.

Biotekaktien faldt 0,9 pct. til 2248 kr.

Topchefen i Den Europæiske Centralbank, ECB, Christine Lagarde lovede efter torsdagens rentemøde i banken, at ECB er klar til at skrue på de finansielle håndtag, der er nødvendige for at støtte den europæiske økonomi.

Men samtidig skruede ECB sit skøn for væksten i eurozonen i 2020 en smule op til en negativ vækst på 8,0 pct. fra en negativ økonomisk vækst på 8,0 pct.

Derudover fastholdt centralbanken som ventet sine rentesatser

I forlængelse af mødet steg de europæiske renter, og ved lukketid torsdag lå renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i minus 0,32 pct., eller 3 basispoint højere, end da handlen lukkede onsdag eftermiddag efter en rentestigning på 4 basispoint.

En fortsættelse af fremgangen for de store amerikanske teknologiaktier fra åbningen af børsmarkedet i New York torsdag eftermiddag bidrog også til at trække obligationsrenterne op, selv om aktiemarkederne generelt var til den negative side.

I Frankrig og i Tyskland sås tilsvarende rentebevægelser.

Ud over meddelelsen fra ECB var dagens makrobegivenhed offentliggørelsen fra USA af antallet af nytilmeldte ledige i sidste uge, som viste en tilgang på 884.000 mod et ventet antal på 850.000 nye ledige og mod også 884.000 nye ledige ugen før.