Fortsæt til indhold

USA/åbning: Oracle i vejret og positiv indeksåbning

Aktier
/ritzau/FINANS

Torsdagens sure stemning på de amerikanske aktiebørser er fredag vendt til optimisme og positive markeder.

Efter fem minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,3 pct. højere, og tilsvarende stigninger ses i Dow Jones og på Nasdaq-børsen efter torsdagens fald i de tre eliteindeks på mellem 1,5-2,0 pct.

Aktien i Oracle er godt kørende fra start med en stigning på 4,4 pct., efter at selskabet torsdag efter børslukketid præsenterede et nydeligt regnskab for første kvartal. Regnskabet viste en justeret indtjening per aktie på 93 cent, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 86 cent.

HJEMMEARBEJDE ØGER EFTERSPØRGSEL

Også omsætningen var bedre end ventet, og selskabet signalerede ligeledes en bedring i kundernes forbrug som følge af efterspørgsel drevet af en stigning i antallet af fjernarbejdspladser.

Tesla får også noget opmærksomhed, efter forlydender om at elbilproducenten planlægger at eksportere Model 3-biler produceret i Kina til Asien og europæiske markeder. Det betegner analytikere fra Credit Suisse som et positivt træk på grund af lavere produktionsomkostninger i Kina.

Tesla stiger 1,7 pct. fra start.

Fredag er der kommet regnskab fra Peloton Interactive, som laver fitnessudstyr og sælger træningsabonnementer. Det er produktkategorier, som har gjort det godt under coronapandemien, hvor folk har været mere hjemme, og fitnesscentre har holdt lukket.

FITNESS-SELSKAB MED MASSIV VÆKST

I fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår øgede Peloton omsætningen med hele 127 pct. fra samme periode året før til 607,1 mio. dollar. Der var ventet 581 mio. dollar af analytikerne, fremgår det af Bloomberg News. Også selskabets prognose for indeværende regnskabsår slog analytikerforventningerne.

Det belønner investorerne med en stigning på 8 pct. fra handelsstart fredag.

Crocs, der blandt andet sælger gummitræsko og tøfler, overrasker med stærke forventninger til salget i tredje kvartal. Omsætningen ventes at stige med cirka 10 pct. til lige over 344 mio. dollar, og prognosen ligger dermed langt foran forventningerne blandt analytikere, rapporterer Bloomberg News.

Ifølge nyhedsbureauet var der blot ventet en omsætning på lige under 309 mio. dollar blandt analytikerne, og estimaterne lå i intervallet 284 mio. dollar til 333 mio. dollar.

Crocs-aktien ligger i kurs 41,22 dollar efter en stigning på 5,6 pct.