Aktier/åbning: Grøn åbning og revanche til Mærsk
Mærsk indtager topplaceringen i det danske eliteindeks ved mandagens børsåbning og revancherer sig dermed efter en større nedtur fredag, da rygter om kinesisk indblanding i containerraterne lagde pres på rederigigantens aktier.
Generelt indleder aktiebørserne i Europa med en positiv stemning, og herhjemme ligger C25-indekset efter et kvarters handel 0,7 pct. højere i 1475,17.
Mærsk B-aktie topper i indekset med en stigning på 2,3 pct. til 9666 kr. efter fredagens fald på 6,2 pct.
Fredag eftermiddag var der forlydender om, at de store containerrederier var indkaldt til møde hos det kinesiske transportministerium. Rygtet går på, at Kina agter at stoppe de seneste ugers høje prisstigninger på containerfragt på vigtige ruter mellem Kina og USA.
Lige efter Mærsk ligger FLSmidth med en stigning på 2,0 pct. til 202,30 kr.
I den modsatte ende af indekset finder vi biotekselskabet Genmab, som går tilbage med 0,4 pct. til 2245,00 kr. Sammen med Novozymes er det de eneste aktier, som går tilbage efter åbning mandag.
Novozymes falder 0,4 pct. til 410,40 kr.
Jyske Bank får opmærksomhed efter en opsigtsvækkende analyse fra Asbjørn Mørk, der er aktieanalytiker hos Danske Bank.
Jyske Banks aktiekurs er faldet så meget, at den samlede koncern er mindre værd end sin individuelle forretning inden for realkredit. Derfor bør banken frasælge Jyske Realkredit og i stedet søge at genoptage samarbejdet med Nykredits Totalkredit.
Sådan lyder analysen fra Asbjørn Mørk.
Danske Bank-analytikeren nævner samtidig i analysen, at provenuet fra et frasalg kunne blive anvendt til en overtagelse af Spar Nord.
Jyske Banks aktie stiger fra børsåbningen med 1,1 pct. til 194,40 kr.
Den franske storbank Socíeté Générale erklærede sig fredag som storaktionær i GN Group med en ejerandel på 5,07 pct. mod før 4,83 pct.
GN-aktien stiger med 1,3 pct. til 463,30 kr.
Blandt sidepapirerne er der nyt fra teknologiselskabet RTX, hvor bestyrelsesmedlemmet Jesper Mailind har købt aktier i selskabet for 199.229 kr.
Det oplyser RTX i en meddelelse mandag morgen.
Selskabets aktie falder mandag morgen med 0,9 pct. til 221 kr.






