Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Opkøb trak overskrifter - G4S i markant hop på tilbud

Sikringsselskabet G4S, der er noteret både i London og i København, fik en forrygende mandag i rampelyset, efter at canadiske Gardaworld bekræftede, at det overvejer at købe sikringsselskabet for 190 pence per aktie.

Aktier
/ritzau/FINANS

Buddet involverer en præmie på 30 pct. i forhold til fredagens lukkekurs for aktien i London, men en præmie på 86 pct., sammenlignet med børskursen inden Gardaworld første gang rettede henvendelse til G4S i juni.

I alt har Gardaworld forsøgt tre gange at få G4S' bestyrelse i tale, men uden resultat. Og heller ikke denne gang lykkedes det, da bestyrelsen takkede nej.

Aktien i G4S steg mandag med 24,2 pct. til 14,55 kr. i København.

Fra fusions- og opkøbsfronten var der også andre nyheder.

Den paneuropæiske aktiebørs Euronext, der har børser i blandt andet Frankrig, Belgien og Storbritannien, afgav nemlig bud på Borsa Italiana, der er sat til salg af London Stock Exchange, oplyste Euronext.

Der var tale om et ikke-bindende bud, skrev Euronext, der er gået sammen med den italienske statsbank Cassa Depositi e Prestiti samt banken Intesa Sanpaolo om buddet, der ifølge Bloomberg News lå på omkring 3,5 mia. euro.

Investorerne var dog ikke så begejstrede for idéen - og aktien faldt 2,5 pct. mandag.

Modsat gik det for den franske flyproducent Dassault Aviation, der steg til tops i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med et plus på 9,1 pct.

Grækenland vil købe Rafale-fighter jets hos franskmændene, og det kan betyde en ordre på 18 fly, skrev Bloomberg News.

Stoxx 600-indekset endte mandag i et marginalt plus.