Fortsæt til indhold

Torsdagens aktier: Opjustering sikrede Carlsberg pænt plus

En opjustering fra Carlsberg og en pæn stigning til Bavarian Nordic var torsdag med til at sikre det danske C25-indeks et lille plus, efter at indekset det meste af dagen ellers havde ligget i rødt.

Aktier
/ritzau/FINANS

Samlet set steg C25-indekset med 0,3 pct. til 1492,81, og dermed satte indekset endnu en lukkerekord.

I toppen huserede Bavarian Nordic med en stigning på 3,4 pct. til 210,60 kr. uden umiddelbart bagvedliggende nyt, mens Simcorp og Carlsberg også var med i den sjove ende med stigninger på 2 pct. til henholdsvis 811,50 kr. og 887 kr.

Omvendt måtte Novozymes og Danske Bank tage til takke med bundplaceringer i indekset med fald på henholdsvis 1,3 pct. til 412,50 kr. og 1,4 pct. til 86,56 kr.

I resten af Europa var stemningen torsdag til den sure side.

- Det er onsdagens Fed-møde, som har præget dagen. Det var lidt en skuffelse, efter at Powell var ude at stille spørgsmålstegn ved styrken i det amerikanske opsving og på samme tid kom med et budskab om, at Fed ikke har nogen intentioner om at skrue op for stimuli-pakkerne her og nu.

- Men skuffelsen er heller ikke større, end at det startede med bare et lille minus, og grundet det danske indeks' sammensætning kom vi tilbage igen. Det er pharma-aktier, der har det bedst i Europa i dag, og derfor ser vi også, at det relativt defensive danske indeks klarer sig bedre end resten af verden lige nu, forklarer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

På samme tid satte Danmark torsdag smitterekord med 453 nye smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn.

Eftermiddagen bød på en opjustering fra Carlsberg, hvilket sendte aktien op med 2 pct. til 887 kr. Bryggeriet venter nu et højt encifret organisk fald i driftsindtjeningen, EBIT, mod tidligere et fald på 10-15 pct.

Opjusteringen skyldes en bedre end ventet udvikling i resultaterne i august, en fortsat solid udvikling i volumenerne i Østeuropa og forbedrede udsigter i det vestlige Kina, efter at restriktioner i forbindelse med andenbølgen af coronaudbruddet for nylig er blevet lempet.

- Jeg tror ikke, at opjusteringen lå så langt fra det, investorerne havde forventet, så det er også derfor, vi "kun" ser en moderat kursreaktion på det.

- Men det er et styrketegn, at Carlsberg tør opjustere i en tid, hvor andenbølgen af covid-19 skyller ind over markedet, og mange måske tager en konservativ tilgang til tingene. Man kan måske tolke det, som om Asien og Østeuropa egentlig performer ganske stærkt, vurderer Mads Zink.

Pandora fik tirsdag løftet kursmålet til 500 kr. fra 380 kr. af Bank of America. Det fremgik af Reuters ikke, om det amerikanske finanshus også ændrede anbefalingen for smykkekoncernens aktie.

Smykkeaktien endte med et fald på 0,3 pct. til 488,50 kr.

Vestas fik torsdag løftet kursmålet hos amerikanske Citigroup til 1100 kr. fra 1030 kr. ifølge Reuters. Anbefalingen af aktien fremgik ikke.

Vindmølleaktien endte 0,6 pct. højere til 974 kr.

Blandt sidepapirerne blev Bioporto dagens helt store vinder med en stigning på 36,2 pct. til 3,12 kr.

Det skete, efter at selskabet torsdag morgen meddelte, at det ser mulighed for, at den test til sporing af covid-19, som selskabet i samarbejde med forskere fra SDU arbejder på, potentielt kan komme på markedet inden årets udgang.

Roblon fremlagde torsdag et regnskab for tredje kvartal, hvori selskabet nedjusterede forventningerne til den underliggende resultatudvikling i 2019/20.

Aktien endte dagen med et fald på 3,1 pct. til 187 kr.

Chemometec sluttede dagen med en stigning på 3,7 pct. til 402,50 kr. Chemometec offentliggjorde onsdag aften regnskab for 2019/20. Det viste en stigning i omsætningen på 22 pct. til 214,1 mio. kr. og en vækst i driftsresultatet (EBITDA) 43 pct. til 92,6 mio. kr.

I regnskabet spår Chemometec, at væksten vil fortsætte i det igangværende regnskabsår for 2020/21 med op mod 17 pct.