Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Genmab og Vestas holder førerposition i feststemt C25

Aktier
/ritzau/FINANS

Genmab og Vestas fortsætter med at brage til tops i et C25-indeks, der torsdag middag holder fast i den positive stemning og stiger 2 pct. til 1586,52, mens stemmerne i USA er ved at blive talt op.

- Siden det danske marked lukkede ned i går, er der kommet lidt mere klarhed om valgresultatet med større sandsynlighed for en sejr til Joe Biden. Vi har dog stadig ikke afklaring, og vi kommer ikke til have en endelig afklaring på den korte bane. Men det skaber noget lettelse i markedet, siger Christian Thatje, senioraktiehandler i Sydbank.

Onsdag steg C25-indekset med 2,7 pct., som var den femtestørste stigning i indeksets historie.

I kølvandet på Genmabs regnskab for tredje kvartal, der blev offentliggjort onsdag efter børslukketid, kvitterer investorerne torsdag formiddag ved at sende aktien op med 7,2 pct. til 2515 kr.

Regnskabet viste en markant fremgang i driftsindtjeningen, der blev fordoblet fra samme periode sidste år, mens også omsætning og bundlinjen landede bedre end ventet.

Flere finanshuse har efterfølgende hævet deres kursmål for aktien.

- Genmabs regnskab så rigtig hæderligt ud og var meget opløftende, siger Christian Thatje.

Derudover får sundhedsaktierne generelt igen i dag luft under vingerne, fortæller han. Onsdag steg sundhedsaktierne markant, fordi den såkaldte blå bølge ikke blev en realitet alligevel.

Ud over præsidentposten er Kongressens to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - også på valg, og forud for valget havde der været spekuleret i, at Demokraterne ville vinde begge kamre og altså sikre sig en overvældende blå sejr.

Ifølge Christian Thatje havde sundhedssektoren frygtet, at en overvældende blå sejr ville kunne presse selskaberne med nye tiltag efter valget.

Men torsdag formiddag ser det ud til, at Demokraterne har flertallet i Repræsentanternes Hus, mens det er mere usikkert, hvem der løber med flertallet i Senatet.

Valget i USA smitter også af på Vestas-aktien, der også holder sig i toppen af indekset med en stigning på 4,8 pct. til 1126 kr.

Onsdag faldt vindmølleaktien 3,5 pct., da Vestas' regnskab for tredje kvartal skuffede på driftsmarginal og ordreindgang, mens omsætningen var noget bedre end ventet.

Torsdag giver udsigten til en potentiel Biden-sejr dog Vestas-aktien medvind. Joe Biden har nemlig talt varmt om vedvarende energi i modsætning til den nuværende præsident Donald Trump.

Blandt sidepapirerne er Matas i fokus torsdag, efter selskabet i forbindelse med regnskabet for andet kvartal i det forskudte regnskabsår har opjusteret forventningerne til hele regnskabsåret.

Ved markedsåbningen blev Matas-aktien sendt 7,3 pct. op, men den stigning er dampet en anelse af og aktien ligger nu 3,5 pct. højere i 79,80 kr.

Også ALK-Abello har justeret i sine forventninger og regner nu med at realisere en bedre indtjening end tidligere estimeret. Det sender ALK-aktien op med 3,4 pct. til 2290 kr.

Derudover har Chemometec offentliggjort status for første kvartal, der viste en pæn fremgang i både omsætning og driftsindtjening, mens forventningerne fastholdes. Investorerne belønner aktien med en stigning på 7,7 pct. til 424,50 kr.

ISS har fået løftet både anbefaling og kursmål hos SEB. Anbefalingen hæves til "køb" fra "hold", og kursmålet hedder nu 125 kr. mod tidligere 90 kr. Det sker, efter at servicekoncernen kom med en handelsopdatering onsdag for tredje kvartal, der viste en bedre end frygtet organisk vækst - om end der dog er udsigter til store udgifter i 2020.

Torsdag ved middagstid stiger ISS-aktien 4,4 pct. til 95,04 kr.

Norden har fået hævet sin aktieanbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea, fremgår det af Bloomberg News. Kursmålet sættes til 130 kr. Rederiet kom onsdag med kvartalsregnskab, der inkluderede en opjustering.

Stigningen umiddelbart efter markedsåbningen har taget til og Norden-aktien sendes således op med 8,4 pct. til 104,80 kr.