Aktier/åbning: Vestas og Ørsted i top i indeks i rekordhumør
Der er fest og farver på det danske aktiemarked mandag ved åbningen, hvor grønne aktier leder det ledende indeks mod rekord. Nu er det sikkert, at Demokraternes Joe Biden bliver ny præsident i USA efter Donald Trump, og det falder i aktiemarkedernes smag over hele kloden.
Det danske eliteindeks ligger efter et kvarters handel 2,1 pct. højere i 1619,48, og holder niveauet til slutfløjtet, er der atter rekord i C25. Den tidligere rekord er fra 14. oktober og var på godt 1598
Vestas har indgået en betinget aftale for et projekt i Latinamerika. Projektet overgår i størrelse den tærskel på 500 megawatt (MW), som vindmølleproducenten har tærskel for ordreannoncering til fondsbørsen. Det skrev Vestas i en meddelelse fredag aften.
- Hvis og når projektet udmønter sig i en fast og ubetinget ordre i henhold til Vestas' definition, vil Vestas offentliggøre en selskabsmeddelelse herom, hedder det slutteligt i meddelelsen.
Vestas kan også sammen med blandt andet Ørsted og hele den danske vindmøllebranche blive positivt påvirket af valget af Joe Biden som ny præsident i USA.
Det tror markedet på, og de to aktier ligger i top på vej mod rekorder. Vestas stiger 4,5 pct. til 1203 kr. og Ørsted stiger 3,9 pct. til 110,50 kr.
- Der er en kæmpemæssig forskel for selskaber som Vestas og Ørsted, om det er en indædt vindmøllehader som Trump, der sidder i Det Hvide Hus, eller om det er Biden, der har store ambitioner på det bæredygtige område.
- Der er ingen tvivl om, at amerikanske marked for vindenergi bliver bedre under Joe Biden de næste fire år, end hvad det ellers ville have været, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.
Rockwool, der også kan karakteriseres som en grøn aktie, stiger med 3,3 pct. til 2908 kr.
Et britisk studie til behandling af Alzheimers med Novo Nordisks GLP-1-analog Liraglutid, også kendt som Victoza, lever ikke op til forventningerne, da det ikke har nået sit primære endemål om at forbedre glukosemetabolismen i forhold til placebo.
Fredag var Novo Nordisk-aktien ellers i vælten med annonceringen af overtagelsen af det amerikanske medicoselskab Emisphere Technologies for en samlet pris på 1,8 mia. dollar eller cirka 11,3 mia. kr.
Novo-aktien falder med 0,7 pct. til 442,55 kr., hvilket placerer aktien i bunden af C25 og som den eneste af eliteaktierne i rødt.
Eneste annoncerede regnskab mandag er fra Jutlander Bank, der kommer med regnskab for tredje kvartal. Bankens forventninger til hele 2020 er et resultat før skat i niveauet 200-235 mio. kr. Jutlander Bank-aktien faldt 2 pct. fredag til 176 kr. og er endnu ikke handlet mandag.
ORPHANZYME FØLGER PLANEN
Biotekselskabet Orphazyme oplyste mandag morgen, at det har ansøgt om markedsføringstilladelse i Europa for lægemiddelkandidaten Arimoclomol til behandling af den sjældne arvelige hjernesygdom, Niemann-Pick type C, NPC. Ansøgningen var oprindeligt stillet i udsigt i andet halvår, så Orphazyme følger planen. I USA venter Orphazyme en tilbagemelding fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, på en tilsvarende ansøgning senest den 17. marts. Aktien stiger 5,7 pct. til 63,40 kr.
Danske Bank har fået løftet sit kursmål til 104 kr. fra 98 kr. af analytikerne hos britiske Barclays, der fastholder den neutrale anbefalingen "ligevægt". Det viser data fra Bloomberg. Aktien stiger 1,4 pct. til 91,38 kr.
It-koncernen Netcompany har fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" af finanshuset SEB, der samtidig sænker kursmålet til 600 kr. fra tidligere 610 kr. per aktie. Netcompany åbner med et fald på 0,2 pct. til 529 kr.





