Aktier/middag: Bidens sejr giver grøn bølge - aktier på rekordkurs
En grøn bølge skyller ind over det danske - og europæiske - aktiemarked mandag middag - og samlet set ligger eliteindekset, C25, til at sætte rekord.
- Nu blev det så ikke en helt så blå bølge, som ventet, der skyllede ind over USA - men Joe Bidens sejr giver i hvert fald en grøn bølge på aktiemarkedet i dag. Og vi ser sidste uges rally fortsætte, siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.
Samlet stiger C25 med 1,7 pct. til 1613,2 - og holder den stigning dagen igennem, er rekorden fra 14. oktober på 1598,3 historie.
Der er medvind til de grønne selskaber, hvor Ørsted stiger med 4,9 pct. til 1121 kr. - og dermed tangerer aktien sit hidtidige top på netop 1121 kr. fra den 5. november. Også Vestas er i fremgang med et plus på 3,6 pct. til 1192,50 kr.
Med til den historie er også nyheden om, at vindmølleselskabet har indgået en betinget aftale for et projekt i Latinamerika. Projektet overgår i størrelse den tærskel på 500 megawatt (MW), som vindmølleproducenten har tærskel for ordreannoncering til fondsbørsen. Det skrev Vestas i en meddelelse fredag aften.
- Hvis og når projektet udmønter sig i en fast og ubetinget ordre i henhold til Vestas' definition, vil Vestas offentliggøre en selskabsmeddelelse herom, hedder det slutteligt i meddelelsen.
- Efter Bidens sejr blev slået fast her i weekenden er de grønne selskaber i fremgang. Eneste aktie i minus i dag er Novo Nordisk. Modgangen kommer, både efter Morgan Stanley i sidste uge sænkede anbefalingen, og efter nyheden om, at de ikke har knækket koden til behandling af Alzheimer, siger Ole Kjær Jensen.
- Vi så det i sidste uge med Biogen, der heller ikke fik godkendt selskabets middel af FDA, siger Sydbanks afdelingschef.
Det er det britiske studie af behandling af Alzheimers med Novo Nordisks GLP-1-analog Liraglutid, også kendt som Victoza, der ikke lever op til forventningerne, da det ikke har nået sit primære endemål om at forbedre glukosemetabolismen i forhold til placebo.
Fredag var Novo Nordisk-aktien ellers i vælten med annonceringen af overtagelsen af det amerikanske medicoselskab Emisphere Technologies for en samlet pris på 1,8 mia. dollar eller cirka 11,3 mia. kr.
Men mandag falder Novo-aktien med 2,4 pct. til 434,55 kr. - det er lige med en bundplacering som den eneste aktie med et minus foran kursudviklingen ved middagstid i eliteindekset.
Øverst i eliteindekset ligger Pandora med et plus på 5,1 pct. til 566,20 kr. Aktien er steget med over 95 pct. i år.
Eneste annoncerede regnskab mandag er fra Jutlander Bank, der kommer med regnskab for tredje kvartal. Bankens forventninger til hele 2020 er et resultat før skat i niveauet 200-235 mio. kr. Jutlander Bank-aktien stiger 0,6 pct. til 177 kr.
Biotekselskabet Orphazyme oplyste mandag morgen, at det har ansøgt om markedsføringstilladelse i Europa for lægemiddelkandidaten Arimoclomol til behandling af den sjældne arvelige hjernesygdom, Niemann-Pick type C, NPC.
I USA venter Orphazyme en tilbagemelding fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, på en tilsvarende ansøgning senest den 17. marts. Aktien stiger 6,1 pct. til 63,70 kr.
Danske Bank har fået løftet sit kursmål til 104 kr. fra 98 kr. af analytikerne hos britiske Barclays, der fastholder den neutrale anbefalingen "ligevægt". Det viser data fra Bloomberg. Aktien stiger 0,8 pct. til 90,80 kr.
Mærsk har forud for regnskabet for tredje kvartal, der kommer 18. november, løfter Jyske Bank kursmålet af aktien i rederiet til 11.000 kr. fra tidligere 9800 kr., mens anbefalingen uændret er den neutrale "hold".
B-aktien i Mærsk stiger med 2,9 pct. til 11.150 kr. ved middagstid.




