Fortsæt til indhold

Vaccinenyhed vender op og ned på aktiemarkedet

Coronakrisens helt store vindere på aktiemarkedet, techselskaberne, så i går deres værdiansættelse svinde ind, efter nyheden om en effektiv vaccine brød ud. Nogle aktier mere markant end andre, og ifølge en formueforvalter, så er det udtryk for, at investorerne ser lys for enden af tunnellen.

Pfizers vaccine tog hele verdens markeder med storm. Især det amerikanske oplevede store udsving. Arkivfoto.
Aktier

Fra stay-at-home til get-out-of-home.

I går ved middagstid brød nyheden om, at amerikanske Pfizer og tyske Biontechs foreløbige tests af en kommende vaccine mod covid-19 havde vist positive resultater. Efter et otte måneder langt opsving til bl.a. tech-aktierne, tog mange af dem et ordentligt dyk efter den positive vaccinenyhed.

På det amerikanske marked blev der især uddelt kurstæsk til videotjenesten Zoom og streamingtjenesten Netflix, der gik henholdsvis 17 pct. og 8 pct. tilbage. Også det online fitnessselskab Peloton gik tilbage med et aktiefald på hele 20 pct. Facebooks og Amazons kurser gik begge tilbage med ca. 5 pct.

Faldet kom, efter store aktiestigninger i selvsamme branche i marts og fremefter. Nøgleordet bag var adfærdsændringer. Mange blev sendt hjem fra arbejde, og det betød, at forbrugerne blev kastet direkte i armene på de selskaber, der profiterer netop fra det. Modsat led de mere traditionelle selskaber såsom industri, energi og finans.

»Amazon, Zoom, Netflix og Facebook. Alle de selskaber, der har oplevet positive effekter af adfærdsændringer, har oplevet en meget kraftig stigning i værdiansættelsen,« siger Otto Friedrichsen, aktiechef hos Formuepleje.

Vi skulle alle streame mere, holde social kontakt online og handle ind online. Men med nyheden om en mulig vaccine, opstår der forventninger om en gradvis normalisering af samfundet samt højere inflations-og renteniveau. Det tilgodeser de, der ikke har været tilgodeset længe.

»Nu bliver techselskaberne solgt ud, dels fordi man kan se en mulighed for, at tingene i højere grad normaliserer sig, men i høj grad også, at man tager gevinsten, og ser hen imod dem, der bliver belønnet ved en højere grad af normalisering. Det er hoteller, restauranter, luftfart, lufthavne, energiselskaber, og banker. Alle de ting, som har været udfordret af, at omsætningen og indtjeningen har været begrænset og underlagt restriktioner, er det, der blomstrer op nu,« siger Otto Friedrichsen.

Et af de selskaber, der i går tog del i opsvinget, var danske Carlsberg, som er storleverandør til både restaurationsbranchen og oplevelsesindustrien. De oplevede en fremgang på 7 pct. i gårsdagens handel.

»Carlsberg kommer ikke til at være på banen igen i første kvartal af 2021, men at vi kan se en retning tilbage imod en mere normal verden, det er lys for enden af tunnellen, som investorerne reagerer på, og det profiterer Carlsberg på nu,« siger Otto Friedrichsen.

Spørgsmålet er nu, om en normalisering af samfundet er techselskabernes helt store hæmsko. Ifølge Otto Friedrichsen, så har nogle af selskabernes enormt høje prisfastsættelse en stor indflydelse på fremtidige aktieudsving.

»Når man ser på et selskab som Amazon, så er det ikke fordi deres forretningsmodel dør af, at der kommer en vaccine. De gradvise skridt mod normale verden, vil dog være med til at accelerere den udvikling, vi så i går, kombineret med at vi har med nogle værdiansættelser at gøre, som er forholdsvis anstrengte efter den store medvind i marts og frem,« siger Otto Friedrichsen og afslutter:

»Når vi kommer ud i de mere ekstreme vækstselskaber, så er de meget, meget dyre. Investorerne reagerer på, at der er bygget meget positive forventninger ind, og i forhold til en vaccine, så er det altså de forventinger, som man kan se, at der bliver pillet ved. Specielt i forhold til, at forventningerne andre steder i aktiemarkedet begynder at se bedre ud.«

Artiklens emner
Pfizer
Otto Friedrichsen