Onsdagens aktier: Revanche til Ørsted i defensivt marked
Defensive Ørsted revancherede sig onsdag med et plus på 2,8 pct. til 1092,50 kr. efter tirsdagens markante tilbagegang til energiaktien.
Dermed bidrog Ørsted til, at det danske marked endnu en gang satte kurs i modsat retning af de europæiske markeder. C25-indekset lukkede handelsdagen med et plus på 0,3 pct. til 1562,86, mens der for det samlede europæiske Stoxx 600-indeks sås et fald på 0,2 pct. ved dansk lukketid.
- Jeg vurderer, at der er nogle, der tager gevinsten hjem ude i Europa op til den amerikanske lukning torsdag på grund af Thanksgiving og den halve lukkedag fredag, siger afdelingsdirektør i Sydbank, Ole Kjær Jensen.
- De forlader de cykliske aktier, og det giver plus til de defensive, hvor vi jo har Ørsted, Genmab og Novozymes i plus, konstaterer Ole Kjær Jensen, men noterer samtidigt, at hverken Novo eller Chr. Hansen steg.
UNDERLIGGENDE POSITIVT MARKED
Trods onsdagens tilbagefald i Europa bevarer Ole Kjær Jensen opfattelsen af underliggende fremgang i det samlede aktiemarked.
- Det er præget af udsigten til en smidig magtovertagelse i Det Hvide Hus, af udviklingen af coronavacciner og af udsigten til, at Janet Yellen bliver USA’s nye finansminister. Det negative marked i dag på grund af gevinsthjemtagning ser jeg ikke som noget problem, siger Ole Kjær Jensen
Genmab lukkede tæt på toppen med et plus på 1,9 pct. til 2252 kr.
Biotekselskabet Genmab har valgt at droppe udviklingen af det potentielle cancermiddel Enapotamab Vedotin til behandling af solide tumorer, da udvidede forsøg med forskellige doser af midlet i et studie ikke forbedrede den kliniske effekt i forhold til tidligere test. Det oplyste Genmab kort før børslukketid tirsdag.
AMERIKANSK STØTTE TIL PANDORA
Pandora lukkede helt i toppen med en stigning på 3,2 pct. til 642,80 kr., og her er baggrunden ifølge Ole Kjær Jensen især, at Bank of America har løftet sit kursmål for smykkeaktien til 800 kr. og opgraderet anbefalingen til ”køb” fra ”hold”.
VENDER RYGGEN TIL ROCKWWOOL
Dagens regulære selskabsspecifikke nyhed kom fra Rockwool, der fremlagde kvartalsregnskab med en bedre end ventet driftsindtjening. Isoleringskoncernen kan på den baggrund opjustere sin prognose for driftsmarginen.
Salget er i tredje kvartal faldet med 2,3 pct. til 670 mio. euro, hvilket er en smule under analytikernes forventning på 680 mio. euro. Men indtjeningen efter skat er en positiv overraskelse, idet den bliver fastholdt på 77 mio. euro mod ventet et fald til 68 mio. euro.
Rockwool skruer op for den ventede EBIT-margin i 2020 til 12-13 pct. mod tidligere 12 pct.
Isoleringsaktien lukkede 0,9 lavere i 2454 kr.
Uden for elieindekset var der regnskab fra blandt andet Firstfarms, der nedjusterede forventningerne til 2020 efter et betydeligt fald i priserne på grise. Aktien faldt 3,0 pct. til 64,20 kr.
NYE KURSMÅL FRA NILFISK OG TOPDANMARK
NKT satte sig 2,6 pct. til 214,60 kr. onsdag. Kursmålet for aktien blev ellers sent tirsdag løftet med godt 10 pct. til 215 kr. fra 194 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.
Nilfisk var fortsat i fokus efter tirsdagens kraftige kursstigning, der fulgte i hælene på et uventet godt regnskab, som indeholdt en præcisering af forventningerne til hele året i opadgående retning.
Nilfisk-aktien faldt 1,0 pct. til 143 kr. og udbyggede dermed den markante stigning tirsdag på 27,1 pct. Tirsdag blev kursmålet for aktien løftet med næsten 40 pct. til 160 kr. af ABG Sundal Collier. Tilsvarende har Danske Bank hævet sit kursmål for aktien til 120 kr. fra 85 kr.
Omvendt sænkede Danske Bank sænket kursmålet for Topdanmarks aktie til 290 kr. fra 305 kr., og anbefalingen er sænket til ”hold” fra ”køb”, ifølge data fra Bloomberg.
Topdanmark-aktien blev sendt 2,3 pct. ned til 266,40 kr.
Rederiet Norden fik sænket anbefalingen til ”hold” fra ”køb” af ABG. Aktien faldt 0,7 pct. til 108,80 kr.





