Europa/lukning: Advarsel fra ECB Knækkede fremgangen
En advarsel fra Den Europæiske Centralbank, ECB, onsdag formiddag, om at der kan være behov for større hensættelser hos forretningsbankerne for at absorbere tab, kastede en tung skygge over den ellers ganske opløftede stemning på de europæiske aktiemarkeder.
Det pressede sammen med generel gevinsthjemtagning markederne ned fra tirsdagens højder, som havde trukket det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks op i 392,39. Et niveau, som ikke er set højere siden marts.
Men onsdag lukkede indekset 0,1 pct. laverer.
Stigningen tirsdag havde afsæt i lovende nyt om en gruppe store medicinalselskabers forsøg med coronavacciner samt udsigten til en smidig magtoverdragelse i Det Hvide Hus i Washington til januar.
Men onsdag ramtes særligt energi- og finansaktierne af tilbagegang, som ikke opvejedes af plusser i kommunikation og dagligvarer.
På selskabsniveau var onsdag særlig grum for Aeroport de Paris, som fik sin anbefaling nedgraderet til ”undervægt” fra ”ligevægt” hos Morgan Stanley. Luftshavnsaktien tabte onsdag 5,0 pct.
Omvendt var der fremgang på 6,5 pct. for britiske Genus. Selskabet, der leverer bioteknologi til det animalske landbrug, har rapporteret salgsfremgang i det seneste tertial.
United Utilities, der er blandt de største vandforsyningsselskaber i Storbritannien, lukkede 2,5 pct. højere, og her var det et forslag fra selskabet om et højere foreløbigt udbytte, der trak op.
På de store europæiske aktiebørser sås onsdag fald på 0,6 pct. for FTSE 100-indekset i London, et plus på 0,2 pct. for det franske CAC 40-indeks, og en neutral lukning for Dax-indekset i Frankfurt.
/ritzau/FINANS





