USA-aktier faldt fra toppen – men Nasdaq i rekord
It-aktierne holdt skindet på næsen, mens den seneste tids store vindere, energi, finans og industri satte sig.
Efter tirsdagens rekordridt satte det brede amerikanske aktiemarked sig en smule onsdag. Nasdaq steg dog, og det var nok til, at teknologiindekset satte sin 44. rekord i 2020.
It-aktierne holdt skindet på næsen, mens den seneste tids store vindere, energi, finans og industri satte sig.
Det brede S&P 500-indeks faldt 0,2 pct. fra tirsdagens rekordniveau, mens Dow Jones mistede 0,6 pct. fra sin top tirsdag, hvor indekset for første gang nogensinde passerede og sluttede over 30.000 indekspoint. Nasdaq steg omvendt 0,5 pct. til 12.094,40 indekspoint, hvilket var let over den forrige lukkerekord i 12056,44 den 2. september.
En sværm af regnskabstal dominerede markedsbilledet onsdag. For anden uge i træk steg antallet af nye ledige, da der i sidste uge var 778.000 nye ledige mod ventede 730.000 nye arbejdsløse, ifølge Bloomberg News. Det var samtidig det højeste niveau i fem uger.
Forbrugertilliden fra universitetet i Michigan skuffede også for november, og mens kerneinflationen i oktober var som ventet, så faldt de personlige indkomster en del mere end spået. Ordrerne på varige goder viste dog en bedre udvikling end ventet, men omvendt steg engroslagrene mere, end der var regnet med.
I den negative vægtskål vejede onsdag også den fortsatte globale vækst i antallet af virussmittede, ligesom netop USA ser store smittetal i disse uger.
På den positive front var der de seneste ugers nyheder om positive forsøgsdata med tre mulige coronavacciner og udsigten til, at de inden for kort tid kan blive taget i brug, ligesom mandag aftens nyhed, om at magtoverdragelsen fra præsident Trump til demokraten Joe Biden passerede endnu en forhindring med Bidens adgang til føderale midler og til at tale med myndighederne, har reduceret den politiske usikkerhed.
- Vi er helt sikkert i en mere optimistisk position, end vi var for nogle uger siden. Markedet forsøger at balancere mellem de kortsigtede udsigter til en vinterbølge med covid-19-tilfælde og mere positive mellemlange udsigter på grund af vaccinen og den økonomiske genrejsning, som vil følge. Men de mellemlange udsigter er plaget af usikkerhed, siger Seema Shah, chefstrateg hos Principal Global Investors, til The Wall Street Journal.
I S&P 500 var det kun de færreste sektorer, som var i grønt. Cyklisk forbrug toppede med et plus på 0,6 pct., løftet af Amazon, mens den vigtige it-sektor vandt 0,2 pct. Energi faldt derimod 2,4 pct., ligesom både industri og råvarer og materialer også satte sig med henholdsvis 0,8 og 1,1 pct.
Blandt de helt store navne steg Amazon 2,2 pct., mens Apple vandt 0,8 pct. Alphabet steg desuden 0,1 pct. Microsoft sluttede uændret, mens Facebook bakkede 0,5 pct.
Softwarekæmpen Salesforce tabte dog 5,4 pct. The Wall Street Journal skrev onsdag, at koncernen har været i samtaler med Slack Technologies om en overtagelse. Slack, som gør sig inden for kommunikationsløsninger på arbejdspladsen, steg på den baggrund med hele 37,6 pct.
På regnskabsfronten faldt traktorkæmpen Deere med 1,9 pct. trods en bedre en ventet prognose for 2021. Computerproducenten HP steg omvendt med 2,3 pct., da koncernen i sit fjerde kvartal slog salgsforventningerne og lagde en bedre end ventet prognose for indtjeningen frem. Bedre salg end ventet hos konkurrenten Dell gav derimod et minus på 1,4 pct.
Tøjkoncernen GAP smed dog hele 19,6 pct. Fald i det sammenlignelige salg i selve GAP-mærket med 5 pct. og et minus på 17 pct. til mærket Banana Republic skræmte investorerne.
Inden for elbiler fortsatte Tesla op med 3,4 pct. forud for sin indlemmelse i S&P 500. Aktien er nu USA’s sjettedyreste målt på markedsværdi med 544 mia. dollar.
Omvendt faldt konkurrenten Nikola med 12,4 pct., mens Fisker, grundlagt af danske Henrik Fisker, bragede op med 35,3 pct. på en frisk købsanbefaling fra Citigroup.







