Europa/lukning: Europæiske aktier malet i rødt
På trods af endnu en mandag med positive vaccinenyheder lod det ikke til at smitte af på de europæiske aktiemarkeder, der var præget af usikkerhed om brexit og sluttede mandagen med dyk over stort set hele linjen undtagen i Danmark.
Kort før børslukketid så det ellers ud til, at det tyske DAX-indeks ville opretholde et spinkelt plus, men det blev vendt til et fald på 0,03 pct. ved lukketid.
I langt de fleste af de ledende europæiske aktieindeks var der fald på mellem 1 og 1,4 pct., mens det danske C25-indeks gik mod strømmen og lukkede mandagen 0,2 pct. højere.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks havde tidligere på dagen kurs mod sin største stigning i en måned, men lukkede 0,7 pct. lavere og missede dermed en samlet stigning på 15 pct. for november, der ellers ville have været rekord.
Mandag advarede Storbritannien og EU hinanden om, at tiden er ved at rinde ud for at nå en brexit-handelsaftale inden den 1. januar 2021.
Storbritannien forlader EU nytårsnat den 31. december, når overgangsperioden slutter, og parterne forhandler stadig i et forsøg på at blive enige om blandt andet statsstøtte og fiskeri.
Ifølge Reuters har investorerne fokus på en samtale mellem den britiske premierminister Boris Johnson og EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, der bliver set som det første tegn på bevægelse mod enten en aftale eller at forhandlingerne begynder at smuldre fem uger inden deadline.
På selskabsfronten var der fokus på den hollandske storbank ABN Amro, der vil skære mere end 2500 job fra og skrotte sine kortsigtede profitmål for at forberede sig på en forlænget periode med rekordlave renter, skrev Bloomberg News.
ABN Amro-aktien dykkede mandag med 8,9 pct. til 8,65 euro.
Amerikanske Moderna stod bag dagens vaccinenyhed. Modernas vaccinekandidat mod covid-19 har vist en effektivitet på 94,1 pct. i de endelige forsøgsresultater.
Samtidig meddelte Moderna, at selskabet vil indsende en ansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA og den europæiske pendant om en nødgodkendelse til at distribuere vaccinen.





