Fortsæt til indhold

Aktier/middag: C25 ramt hårdt af pres på defensive medicoaktier

Aktier
/ritzau/FINANS

Det danske C25-indeks fortsætter sin glidebane med øget pres på defensive aktier inden for medico- og medicinalsektorerne. Blandt sidepapirerne er SAS i søgelyset med luftfartsselskabets største underskud nogensinde.

C25-indekset ligger torsdag ved 11.30-tiden med et fald på 0,9 pct. til 1561,81, og dermed fortsætter nedturen efter onsdagens fald på 0,4 pct. Udviklingen er lidt mindre negativ i Europa, hvor det tyske DAX-indeks taber 0,5 pct.

- Generelt har vi en lettere negativ stemning i Europa, hvor vi i Danmark ligger i den tunge ende. Drevet af pres på de tunge selskaber inden for blandt andet medicinal og bank, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg hos Formuepleje, til Ritzau Finans.

- Vi står nu i krydsfeltet mellem smittetal og vaccinenyheder samt udsigten til en potentiel hjælpepakke i USA, hvor onsdagens meldinger om støtte fra Pelosi var med til at understøtte de amerikanske markeder, siger Formueplejes aktiestrateg.

SAS kom torsdag morgen med regnskab for fjerde kvartal og regnskabsåret 2019/20, hvor omsætning og indtjening er dykket voldsomt.

Her er omsætningen i fjerde kvartal faldet til 3 mia. svenske kroner mod 13,4 mia. svenske kroner i samme periode sidste år, og bundlinjen viste et underskud på 2,6 mia. svenske kroner mod et overskud på 0,9 mia. svenske kroner sidste år.

For hele regnskabsåret landede flyselskabet et nettounderskud på 9275 mio. svenske kr., hvilket er det største underskud for SAS nogensinde.

Flyselskabet har været hårdt ramt af coronakrisen og under kapitaludvidelsen i oktober styrtdykkede aktiekursen.

Siden årsskiftet er SAS-aktien dykket med 60,7 pct. I slutningen af november meddelte SAS, at flyselskabet genoptager en række ruter i Skandinavien i forbindelse med juletrafikken.

Aktien har vendt et minus på mere end 5 pct. ved åbningen til et plus på 5,7 pct. til 1,194 kr.

Den norske storbank DNB konstaterer i en umiddelbar kommentar til regnskabet, at SAS på plussiden kan glæde sig over, at det står likviditetsmæssigt polstret oven på den seneste kapitalrejsning. Banken aner desuden lidt lys forude.

- På trods af det svage kvartal venter vi små positive revisioner i konsensus, da vi tror, at de lidt mere lovende udsigter på baggrund af de seneste vaccinenyheder ikke afspejler sig i estimaterne, skriver DNB.

Den danske transportkoncern DSV Panalpina udvider i Sydafrika og køber kurerfirmaet Globeflight.

Globeflight har flere end 8000 kunder og levere en bred vifte af produkter lige fra undervisningsmateriale over it og udstyr til sundhedssektoren.

Opkøbet er i en meget mindre liga end de klassiske store DSV-opkøb, men giver koncernen mulighed for at dække et område af, hvor tilstedeværelsen ikke er så stor, hvilket blandt andet gælder ekspres- og småpakkeområdet.

Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.

Aktien falder 0,9 pct. til 989 kr.

Ørsted, der tirsdag aften fik ørerne i skattemaskinen, har fået løftet sit kursmål af Morningstar med 28 pct. til 820 kr. fra førhen 640 kr. af analysehuset Morningstar. Det viser data fra Bloomberg.

Anbefalingen af aktien fastholdes dog på "sælg" af analytiker Tancrede Fulop.

Ørsted-aktien ligger fortsat underdrejet med et minus på 0,5 pct. i 1059 kr. efter onsdagens minus på 4,9 pct.

Der er torsdag analytikernyt til en række selskaber i og uden for C25.

Finanshuset JPMorgan har hævet sit kursmål for Carlsberg til 1215 kr. fra 1050 kr. Anbefalingen er uændret "overvægt".

Det viser data fra Bloomberg.

Carlsberg B-aktien ligger torsdag med et minus på 0,5 pct. i 933 kr.

Hos Rockwool har franske Exane BNP løftet sit kursmål for aktien med 5 pct. til 2300 kr. fra førhen 2200 kr. af den franske investeringsbank Exane BNP.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "neutral" af analytiker Yves Bromehead.

Isoleringsaktien fortsætter sin nedtur med et fald på 1,0 pct. til 2148 kr., efter de seneste dages fald på på henholdsvis 2,1, 6,8 og 2,8 pct.

To af de mere cykliske aktier ligger torsdag i toppen af C25-indekset, hvor FLSmidth-aktien løftes med 1,9 pct. til 211,35 kr., og Pandora-aktien stiger med 1,8 pct. til 636 kr.

Bunden af C25-indekset udgøres til gengæld af defensive medicoaktier. Ambu taber 2,8 pct. til 196,40 kr., og Demant falder 2,3 pct. til 215,80 kr. Medicinalselskabet Lundbeck falder med 2,2 pct. til 184,35 kr.

Blandt sidepapirerne har sikringsselskabet G4S fået hævet sit kursmål hos Panmure til 21,40 kr. fra 18,49 kr.

G4S modtog onsdag endnu et overtagelsesbud fra canadiske Gardaworld. Denne gang lød buddet på 235 pence per aktie mod tidligere 190 pence per aktie.

G4S-aktien taber 0,3 pct. til 20,24 kr.