Torsdagens aktier: Pres på defensive aktier sendte C25 i kælderen
Det danske C25-indeks fortsatte torsdag sin nedtur drevet af pres på defensive medicinal- og medicoaktier, mens Pandora endte i toppen efter et opløftende regnskab fra den amerikanske smykkeforhandler Signet.
C25-indekset lukkede torsdag med et fald på 1,4 pct. til 1554,04, og dermed fortsatte nedturen efter onsdagens fald på 0,4 pct. Udviklingen var lidt mindre negativ i Europa, hvor det tyske DAX-indeks ved dansk lukketid lå med et minus på 0,4 pct.
- Generelt har vi en lettere negativ stemning i Europa, hvor vi i Danmark ligger i den tunge ende. Drevet af pres på de tunge selskaber inden for blandt andet medicinal og bank, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg hos Formuepleje, til Ritzau Finans.
- Vi står nu i krydsfeltet mellem smittetal og vaccinenyheder samt udsigten til en potentiel hjælpepakke i USA, hvor onsdagens meldinger om støtte fra Pelosi var med til at understøtte de amerikanske markeder, siger Formueplejes aktiestrateg.
Pandora-aktien steg torsdag med 0,4 pct. til 627,60 kr., efter at den amerikanske smykkekæde Signet kom ud af tredje kvartal med overskud og slog forventningerne i markedet med bred margin. Forventningerne til det igangværende fjerde kvartal var dog mindre opmuntrende.
Signets smykkekæde Jared har haft et langvarigt samarbejde med Pandora, men den danske smykkeproducent er på vej ud af Jared-butikkerne, bekræftede Pandoras pressechef Johan Melchior i september over for Ritzau Finans.
Selve effekten for Pandora anses dog for at være ubetydelig.
SAS kom torsdag morgen med regnskab for fjerde kvartal og regnskabsåret 2019/20, hvor nettounderskuddet for helåret landede på 9275 mio. svenske kr., hvilket er det største underskud for SAS nogensinde.
Flyselskabet har været hårdt ramt af coronakrisen og under kapitaludvidelsen i oktober styrtdykkede aktiekursen.
Siden årsskiftet er SAS-aktien dykket med 60,7 pct. I slutningen af november meddelte SAS, at flyselskabet genoptager en række ruter i Skandinavien i forbindelse med juletrafikken.
Til trods for det store underskud endte SAS-aktien med et plus på 7,8 pct. i 1,218 kr.
Den norske storbank DNB konstaterede i en kommentar til regnskabet, at SAS på plussiden kan glæde sig over, at det står likviditetsmæssigt polstret oven på den seneste kapitalrejsning. Banken aner desuden lidt lys forude.
- På trods af det svage kvartal venter vi små positive revisioner i konsensus, da vi tror, at de lidt mere lovende udsigter på baggrund af de seneste vaccinenyheder ikke afspejler sig i estimaterne, skriver DNB.
DSV Panalpina udvider i Sydafrika og køber kurerfirmaet Globeflight, skrev det danske transportselskab torsdag morgen.
Globeflight har flere end 8000 kunder og levere en bred vifte af produkter lige fra undervisningsmateriale over it og udstyr til sundhedssektoren.
Opkøbet er i en meget mindre liga end de klassiske store DSV-opkøb, men giver koncernen mulighed for at dække et område af, hvor tilstedeværelsen ikke er så stor, hvilket blandt andet gælder ekspres- og småpakkeområdet.
Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.
Aktien faldt 1,6 pct. til 982,40 kr.
Ørsted, der tirsdag aften fik ørerne i skattemaskinen, har fået løftet sit kursmål af Morningstar med 28 pct. til 820 kr. fra førhen 640 kr. af analysehuset Morningstar. Det viser data fra Bloomberg.
Anbefalingen af aktien fastholdes dog på "sælg" af analytiker Tancrede Fulop.
Ørsted-aktien lå torsdag fortsat underdrejet med et minus på 0,9 pct. i 1054 kr. efter onsdagens minus på 4,9 pct.
Der var torsdag analytikernyt til en række selskaber i og uden for C25.
Finanshuset JPMorgan løftede sit kursmål for Carlsberg til 1215 kr. fra 1050 kr. Anbefalingen er uændret "overvægt".
Det viser data fra Bloomberg.
Carlsberg B-aktien lukkede torsdag med et minus på 0,3 pct. i 934,60 kr.
Hos Rockwool gav franske Exane BNP sit kursmål for aktien et løft med 5 pct. til 2300 kr. fra førhen 2200 kr.
Anbefalingen af aktien fastholdes på "neutral" af analytiker Yves Bromehead.
Isoleringsaktien fortsatte sin nedtur med et fald på 1,4 pct. til 2140 kr., efter de seneste dages fald på på henholdsvis 2,1, 6,8 og 2,8 pct.
Bunden af C25-indekset blev blandt andet befolket af defensive aktier inden for sundhedssegmentet. Ambu tabte 3,2 pct. til 195,45 kr., og Lundbeck faldt 3,1 pct. til 182,70 kr. Den grønne Vestas-aktien blev med et minus på 3,7 pct. til 1195,50 kr. bundskraber i C25-regi, og aktien har dermed tabt lidt terræn efter at have nået en lukkerekord mandag i 1275,50 kr.
Blandt sidepapirerne fik sikringsselskabet G4S hævet sit kursmål hos Panmure til 21,40 kr. fra 18,49 kr.
G4S modtog onsdag endnu et overtagelsesbud fra canadiske Gardaworld. Denne gang lød buddet på 235 pence per aktie mod tidligere 190 pence per aktie.
G4S-aktien steg torsdag 0,7 pct. til 20,44 kr.






