Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: C25 faldt for tredje dag i træk

Det danske C25-indeks fortsatte torsdag de foregående dages fald og endte 1,4 pct. lavere i 1554,04.

Aktier
/ritzau/FINANS

Faldet var drevet af flere af de defensive aktier, mens SAS blandt sidepapirerne steg pænt trods et dystert regnskab for 2019/20.

Årsregnskabet fra SAS viste et underskud på 9,3 mia. svenske kr., men det til trods endte SAS-aktien 7,8 pct. højere i 1,218 kr.

Den norske storbank DNB konstaterede i en kommentar til regnskabet, at SAS på plussiden kan glæde sig over, at det er likviditetsmæssigt polstret oven på den seneste kapitalrejsning. Banken aner desuden lidt lys forude.

- På trods af det svage kvartal venter vi små positive revisioner i konsensus, da vi tror, at de lidt mere lovende udsigter på baggrund af de seneste vaccinenyheder ikke afspejler sig i estimaterne, skriver DNB.

DSV Panalpina udvider i Sydafrika og køber kurerfirmaet Globeflight, skrev det danske transportselskab torsdag morgen.

Aktien faldt 1,6 pct. til 982,40 kr.

Bunden af C25-indekset blev blandt andet befolket af defensive aktier inden for sundhedssegmentet.

Ambu tabte 3,2 pct. til 195,45 kr., og Lundbeck faldt 3,1 pct. til 182,70 kr. Den grønne Vestas-aktie blev med et minus på 3,7 pct. til 1195,50 kr. bundskraber i C25-regi, og aktien har dermed tabt lidt terræn efter at have nået en lukkerekord mandag i 1275,50 kr.

Blandt sidepapirerne fik sikringsselskabet G4S hævet sit kursmål hos Panmure til 21,40 kr. fra 18,49 kr.

G4S modtog onsdag endnu et overtagelsesbud fra canadiske Gardaworld. Denne gang lød buddet på 235 pence per aktie mod tidligere 190 pence per aktie.

G4S-aktien steg torsdag 0,7 pct. til 20,44 kr.

Efter rentestigninger de foregående dage faldt renterne torsdag lidt tilbage igen.

Øgede coronabekymringer understøttede efterspørgslen efter de mere sikre statsobligationer, og herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation 4 basispoint lavere i minus 0,45 pct.

Opmærksomheden var torsdag rettet mod den amerikanske arbejdsløshedskø med tal for nytilmeldte ledige samt tal for ISM-serviceindekset.

Den ugentlige statistik viste torsdag, at 712.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge.

Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet 775.000 nye ledige.

Det var dermed første gang i tre uger, at antallet af nytilmeldte ledige faldt i USA, men tallet gav stadig anledning til panderynken hos økonomer.

"Ledigheden vil også ligge på et højt niveau i vintermånederne. Med over en million smittede om ugen er der indført nye restriktioner, som vil få virksomhederne til at sende flere medarbejdere hjem i de kommende uger," vurderer cheføkonom i Dansk Industri, Allan Sørensen, i en kommentar til tallene.

De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM Services, viste et fald i november til 55,9 fra 56,6 i oktober.

Det stod i kontrast til en måling fra Markit, der kort før offentliggørelsen fra ISM viste, at indkøbschefernes aktivitetsindeks steg til 58,4 i november fra 56,9 i oktober.