Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Flyaktier i luften på en overskyet himmel

De europæiske aktiemarkeder lukkede torsdag med uensartede udsving, hvor de to flyrelaterede aktier Rolls-Royce og Airbus blev sendt på himmelfart efter opløftende nyt.

Aktier
/ritzau/FINANS

Stoxx 600-indekset endte torsdag uændret. Det tyske DAX-indeks lukkede med et fald på 0,5 pct., mens det britiske Ftse-indeks steg 0,4 pct.

- Idet markederne bevæger sig omkring rekordniveauer, så kan vi forvente nogle handelsdage med en vent-og-se-holding, da der er behov for flere nyheder om stimulus for at holde stigningerne kørende, siger Diego Fernandez, investeringschef hos A&G Banca Privada, til Bloomberg News.

Britiske Rolls-Royce, der producerer flymotorer meddelte torsdag, at coronaviruskrisen kan give selskabet plads til at udvikle en vigtig ny motorteknologi, der gør det i stand til at komme tilbage på markedet for mindre jetfly.

Det blev godt modtaget af investorerne, der sendte aktien op med 14,7 pct., idet udsigten til en genopretning på de kortere ruter, der i højere grad benytter sig af de mindre jetfly, er bedre end for langdistanceruterne, der benytter sig af store jetfly.

Rolls-Royce-aktien blev også hjulpet af et løftet kursmål hos finanshuset Bernstein, der har skruet op for sine forventninger til genopretningen af den pressede flytrafik efter håb om en snarlig coronavaccine.

Flyproducenten Airbus steg 3,7 pct. efter udsigt til en længe ventet aftale med USA om subsidier før Trump forlader præsidentembedet.