Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Direktørs millionkøb af aktier løfter Ambu i grønt C25

Aktier
/ritzau/FINANS

Et aktiekøb for 7,5 mio. kr. er med til at trække Ambu til tops tirsdag middag i eliteindekset. Derimod tager investorerne lidt lunkent imod en ny bestyrelsesformand i ISS.

- Markedet kan godt lide, at koncernchefer lægger hånden på kogepladen og køber aktier. Og her kan man sige, at Juan Jose Gonzalez gør det rigtigt meget, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

- Knap så godt går det for ISS, hvor bestyrelsen har meldt ud, at Niels Smedegaard er den næste bestyrelsesformand. Det er ellers et stærkt navn, men jeg tror, at fokus er rettet mod den strategiplan, selskabet kommer med i næste uge, vurderer senioraktierådgiveren.

Samlet ligger det danske eliteindeks til et plus på 0,4 pct. tirsdag ved middagstid i indeks 1570,1 på en dag, hvor brexitforhandlingerne fortsat kan tiltrække sig opmærksomhed sammen med forhandlingerne om en 908 mia. dollar stor hjælpepakke i USA.

Ambu stiger med 2,6 pct. til 194,95 kr. og er helt i toppen af eliteindekset. Det er købet af 39.000 aktier af koncernchef Juan Jose Gonzalez svarende til 7,5 mio. kr., oplyser Finanstilsynet.

- Vi har set de her bevægelser før, når topcheferne går ind og køber aktier, siger Martin Munk.

FLSmidth har hægtet sig på i toppen af indekset og stiger 2,2 pct. til 220,70 kr. Plusset kommer efter en hævet anbefaling fra Nordea, der nu siger "køb" mod tidligere "hold". Kursmålet sættes til 265 kr., viser data fra Bloomberg News.

Ifølge Nordea har FLSmidth klaret det værre end sine branchekollegaer gennem det sidste stykke tid, men det værste ventes nu at være overstået, og selskabets underliggende performance er stærkere end aktiens fald på 18 pct. siden årets start antyder.

ISS har mandag nomineret Niels Smedegaard til bestyrelsen og til formandsskabet på den kommende generalforsamling til april 2021.

Niels Smedegaard er i forvejen formand for bestyrelsen i luftfartsselskabet Norwegian, ligesom han sidder i bestyrelsen for DSV og Falck. Han har tidligere været topchef igennem mange år for DFDS.

ISS-aktien falder 0,04 pct. ved middagstid til 119,65 kr.

- Jeg tror, at investorerne er lidt lunkne, fordi koncernchef Jacob Aarup-Andersen kommer med en opdatering af strategiplanen i næste uge, vurderer Jyske Banks senioranalytiker.

Der er nyt til markedet fra servicegiganten den 16. december.

Blandt sidepapirerne har Netcompany fået indledt dækning hos det amerikanske finanshus Citigroup med anbefalingen "køb", skriver Bloomberg News.

Aktien stiger med 1,7 pct. til 555,50 kr.

Finanshuset giver i samme omgang aktierne i it-selskabet et kursmål på 675 kr.

- Det er et rigtigt stærkt signal fra Citigroup, når en stor spiller går ind og starter dækning med "køb", siger Martin Munk.

Blandt bundaktierne tirsdag ligger Pandora med et fald på 1,4 pct. til 615,60 kr. efter et plus mandag på 3 pct.

Danske Bank har efter mandagens markedsopdatering sænket sin anbefaling for aktierne i Pandora til "hold" fra "køb" og løftet kursmålet med en tier til 640 kr., skriver nyhedsbureauet Direkt.

- Pandora fik et pænt løft i går. Selskabet har været på lidt af en fantastisk rejse og har gjort det godt i år, hvor aktien er steget med over 100 pct. I dag ser vi så, at aktien sætter sig lidt, siger Martin Munk.

Mandag kunne Pandora melde om en positiv like-for-like og organisk vækst i november, selv om cirka en fjerdedel af selskabets butikker har været lukket.

Vestas har sikret sig en ordre på 39 MW på et projekt i Italien. Kontrakten inkluderer levering og installation af 11 V136-3.45 MW vindturbiner og en 15-årig serviceaftale.

Møllerne ventes at blive leveret i andet kvartal af 2021, mens idriftsættelse er planlagt til fjerde kvartal i samme år.

Vestas har også fået et solidt kursmålsløft hos Morgan Stanley, der nu har et kursmål for vindmølleaktien på 1066 kr. mod tidligere 720 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg News, hvor det også fremgår, at anbefalingen "ligevægt" bliver gentaget.

Aktien stiger 0,3 pct. til 1243 kr.