Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Stilhed før makrostorm i nyhedsfattigt eliteindeks

Aktier
/ritzau/FINANS

Ørsted og Jyske Bank udgør top og bund i et svagt grønt eliteindeks torsdag middag. Overordnet er der ikke de store udsving blandt eliteaktierne, hvor Ørsted dog lyser klarest med et plus på 2,2 pct. til 1079,50 kr., og Jyske Bank indtager en bundplacering med et fald på 1,8 pct. til 231,70 kr.

Samlet stiger C25 med 0,2 pct. midt på dagen til 1592,7.

- Det er stilhed før storm. Markedet venter på nyt om brexit, på en ECB-melding og forhandlingerne om den femte amerikanske coronahjælpepakke, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

- Der er en masse makronyt, der ventes på - og det kan gå begge veje, siger han.

Selskaberne gør da heller ikke det store ud af sig selv torsdag, hvor der er langt mellem de selskabsspecifikke nyheder.

Men udover de punkter, som Mads Zink peger på, byder dagen også på EU-topmøde, arbejdsløshedstal fra USA, og oven i dette ventes også en nødgodkendelse af Pfizer og Biontechs covid-19-vaccine i USA.

Netcompany kommer ind i "det fine" selskab i C25 den 21. december, har fondsbørsen meddelt torsdag morgen. Og ud ryger Jyske Bank.

Oveni har Netcompany fået sænket sin anbefaling til "ligevægt" fra "overvægt" af finanshuset Morgan Stanley, skriver Bloomberg News.

Netcompany-aktien falder med 1,9 pct. til 599 kr. efter onsdagens optur på 2,7 pct.

Det amerikanske finanshus Citigroup hæver sit kursmål for Vestas til 1415 kr. fra 1290 kr., skriver Reuters uden at nævne noget om anbefalingen.

Vestas-aktien stiger 0,8 pct. til 1254 kr.

Vedrørende NKT så har Goldman Sachs været inde og justere på kursmålet og har løftet det kursmål til 268 kr. fra 215 kr., viser data fra Bloomberg News.

Finanshuset gentager ved samme lejlighed den positive anbefaling "køb".

NKT har også oplyst, at selskabet har fået fuldtegnet sin fortegningsemission, som omfattede udbud 10.744.009 nye aktier. Cirka 99,5 pct. af de nye aktier blev tegnet ved udnyttelse af tegningsretter.

- Efterspørgslen efter resterende aktier har været ekstraordinær stor og har oversteget antallet af nye aktier, der ikke blev tegnet ved udnyttelse af tegningsretter, med næsten 200 gange, oplyste NKT videre.

NKT-aktien stiger 0,5 pct. til 253,40 kr. efter onsdagens stigning på 7,8 pct.

Coloplast tabte onsdag en erstatningssag mod en whistleblower i koncernens amerikanske datterselskab, og Coloplast Corp. skal derfor betale sagsøgeren 762.525 dollar i erstatning. Det skriver Bloomberg News.

Coloplast-aktien stiger 0,8 pct. til 924,40 kr. torsdag middag.

Novo Nordisk gennemførte tirsdag overtagelsen af Emisphere Technologies. Men nu har flere mindretalsaktionærer i Emisphere Technologies valgt at lægge sag an mod det amerikanske selskab, fordi de mener, at det blev solgt for billigt. Det skriver Bloomberg News.

Novo Nordisk ligegr uændret i forhold til onsdag i 432 kr. efter onsdagens stigning på 2,5 pct. Her blev et plus udbygget, efter konkurrenten Eli Lilly leverede data et fase 3-forsøg med fedmemidlet Tirzepatide, der viste sig ikke at være bedre end data fra det danske medicinalselskab.

Ambu-aktien trodser en udbyttebetaling på 0,29 kr. per aktie, og aktien, der handles eksklusive udbyttet, stiger 0,2 pct. til 206,60 kr.

November var ikke overraskende været endnu en måned med lave passagertal i Københavns Lufthavn på grund af coronapandemien.

I forhold til samme måned sidste år faldt antallet af passagerer med 90,9 pct.

Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, betegner det som "en meget stille november".

- Det har været den mest stille i mands minde. Vi har haft under ti procent af de gæster, vi normalt har, siger han.

Aktien falder 0,4 pct. til 5220 kr.