Fortsæt til indhold

USA/åbning: Flere i ledighedskøen giver røde indeks - Pfizer stiger

Aktier
/ritzau/FINANS

Flere end ventede nytilmeldte ledige giver rød åbning torsdag til de ledende amerikanske aktieindeks. Håbet om en godkendelse af Pfizers og Biontechs vaccine mod corona er ikke nok til at holde hånden under aktiemarkederne.

Torsdag falder S&P 500-indekset med 0,7 pct., Dow Jones dropper 0,6 pct., og Nasdaq mister 1,0 pct. i den indledende handel.

Onsdag faldt det brede S&P 500-indeks 0,8 pct., Nasdaq bakkede 1,9 pct., og Dow Jones mistede 0,4 pct.

Samlet meldte 853.000 amerikanere sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var dermed en del flere nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomerne ventet 725.000 nye ledige. Ugen før meldte 716.000 sig ledige for første gang.

Torsdag er også dagen, hvor et panel af medicinske eksperter mødes for enten at vende tomlen op eller ned til en anbefaling om nødgodkendelse af vaccinen fra amerikanske Pfizer og tyske Biontech fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Kilder oplyser til Bloomberg News, at en godkendelse vil betyde, at man allerede kan begynde at vaccinere i den kommende weekend. Og Pfizer stiger 0,7 pct. i de første handler.

Investorerne spejder også efter flere hjælpepakker for at understøtte økonomien.

- Forværringen af pandemien her i slutningen af 2020 kræver en ny krisepakke. Vi tror, at Kongressen vil blive enige om yderligere støtte, skriver analytikere fra Standard Chartered Bank.

Tirsdag foreslog finansminister Steven Mnuchin en hjælpepakke på 916 mia. dollar. Forslaget indeholder dog et krav om, at virksomheder beskyttes mod retlig forfølgelse i covid-19-relaterede sager, og det afviser Demokraterne.

FACEBOOK KAN BLIVE TVUNGET TIL FRASALG

Facebook kan tvinges til at skille sig af med Whatsapp, Messenger og Instagram, hvis det viser sig, at den sociale mediekoncern har misbrugt sin markedsdominans. Facebook blev onsdag sagsøgt af de amerikanske konkurrencemyndigheder, Federal Trade Commission (FTC), og en række delstater med anklagemyndigheden i New York i spidsen.

Stævningen af Facebook er den hidtidige kulmination på en undersøgelse, der blev indledt i 2019, og potentielt kan domstolene beslutte sig for at splitte koncernen op, hvis Facebook taber.

Aktien falder 1,7 pct. torsdag i de første handler. Onsdag faldt aktien 1,9 pct.

Og Facebook tager andre i samme branche med sig torsdag. Alphabet, der i oktober ligeledes blev sagsøgt for brud på konkurrencereglerne af USA's justitsministerium, falder 1,3 pct., Apple er nede med 0,1 pct. på kursen, og Amazon mister 0,5 pct.

Medicinalkoncernen Eli Lilly fortsætter onsdagens stigning på 5,8 pct. - dog kun med 1,2 pct. - da koncernen fik positive data fra et fase 3-forsøg med et middel til vægttab. Fedmemidlet Tirzepatide viste resultater på niveau med Novo Nordisks Semaglutide.

EKSPLODERET RUMFARTØJ

Tesla-stifteren Elon Musk måtte onsdag se sin prototype af det private rumfartselskab SpaceX's rumfartøj "Starship" eksplodere, mens det forsøgte at lande efter en testflyvning.

Elon Musk skrev bagefter på Twitter, at testflyvningen gav SpaceX "alt den data, vi havde brug for".

Tesla-aktien falder 4,7 pct. i de første handler og fortsætter onsdagens fald på 7 pct.

Onsdag var det en gentagelse af et meget negativt syn fra JPMorgan Chase på elbilproducentens aktie, som menes at være "dramatisk overvurderet", der pressede aktien.

Banken fremhævede, at aktien er steget 800 pct. på to år, mens kursmålene i snit er gået 450 pct. op, og samtidig er forventningerne til indtjeningen de kommende år sat ned. JPMorgan har selv et kursmål på 90 dollar.

BØRSDEBUTANT INDIKERES NED

I teknologisektoren steg børsdebutanten Doordash, USA's største virksomhed inden for udbringning af mad, med 85,8 pct. på sin første handelsdag. Men det ser ud til, at kursraketten tager en pause torsdag, hvis udviklingen holder dagen igennem. Aktien falder 6,2 pct.

Efter markedslukning torsdag kommer der mere nyt til investorerne, når Costco, Oracle og Boradcom alle kommer med regnskaber.