Markedsoversigt: Aktierekord og lille rentefald
Grønne selskaber som Ørsted og Vestas var på ny i topform tirsdag og medvirkede til at løfte det danske eliteindeks til rekord efter en lidt forkølet start på ugen.
C25-indekset steg 1,2 pct. til 1654,20 og satte dermed den 42. lukkerekord i år.
Ørsted og Vestas var det meste af dagen at finde helt i toppen af indekset og satte begge lukkerekorder efter stigninger på henholdsvis 3,7 pct. og 3,9 pct. til 1167,50 kr. og 1403 kr.
I forhold til Vestas hersker der i øvrigt forventninger om, at der vanen tro falder en lang række ordrer mod slutningen af året, og at nyhedsstrømmen dermed vil være positiv.
Også Rockwool, der falder i det grønne segment, da isolering sparer energi, klarede sig godt med en gevinst på 2,3 pct. til 2300 kr.
Med helt i toppen var desuden Ambu, der steg 4,6 pct. til 248,20 kr.
For FLSmidth bød formiddagen på en ordre på udstyr til en mine i Indien. Aktien steg 1,3 pct. til 228,50 kr.
I bunden af eliteindekset faldt Danske Bank med 1,3 pct. til 98,48 kr. efter en gevinst på 2,1 pct. mandag.
Desuden faldt A.P. Møller-Mærsk 1,1 pct. til 13.620 kr. efter et fald på 2,5 pct. mandag.
I den anden grøft kunne også Simcorp og Netcompany glæde sig over rekorder. De to it-selskaber steg henholdsvis 2,6 pct. og 1,8 pct. til 883 kr. og 605 kr. Der var ikke nyt fremme, men dele af sektoren har klaret sig godt i det coronaramte 2020.
Spar Nord, der overtager Banknordiks danske forretning fordelt på 60.000 kunder, endte med en gevinst på 1,9 pct. til 58,90 kr. Banknordik steg samtidig 8,6 pct. til 152 kr. Købsprisen er aftalt til bogført værdi plus 255 mio. kr.
Skuffende nøgletal fra USA sendte tirsdag eftermiddag de lange danske obligationsrenter en smule lavere.
Den amerikanske forbrugertillid faldt markant til 88,6 fra 92,9 måneden før, og det kom helt bag på økonomer, der ifølge Bloomberg havde sat næsen op efter en stigning til 97,0.
Tallet for november blev samtidig revideret ned fra oprindeligt oplyst 96,1.
Underindekset for den nuværende situation landede på 90,3, efter at det var opgjort til 105,9 måneden før. Endelig steg forventningsindekset, men kun til 87,5 fra 84,3.
Der er dog hjælp på vej i form af en ny stimulipakke på 892 mia. dollar. Pakken blev natten til tirsdag vedtaget af den amerikanske Kongres.
Den tiårige amerikanske rente var ved dansk børslukketid faldet 1 basispoint til 0,92 pct., og herhjemme fulgte den toneangivende tiårige rente trop med et fald på et enkelt basispoint til minus 0,48 pct.
En måling tirsdag af den tyske forbrugertillid var ikke lige så slem som den amerikanske. Den viste godt nok et fald i forbrugertilliden til minus 7,3 i januar fra minus 6,7 i december, men var trods alt bedre end økonomernes forventninger om et indeks på minus 7,6 ifølge Bloomberg News.
Alt i alt peger begge målinger dog på, at coronakrisen trykker humøret.




