Onsdagens aktier: Danske Bank til tops efter brexit-nyt i rødt C25
Danske Bank sluttede onsdagen i toppen af et svagt C25-indeks, der blandt andet blev tynget af modvind til flere af de defensive aktier.
C25-indekset faldt med 0,3 pct. til 1649,42, efter at indekset tirsdag steg 1,2 pct. til 1654,20 og dermed satte den 42. lukkerekord i år. Det tyske DAX-indeks lå ved dansk lukketid til sammenligning med et plus på 1,1 pct.
- Vi har et relativt roligt marked uden de store selskabsspecifikke nyheder. Vi kører lidt ned herhjemme, hvilket er lidt imod tendensen i Europa, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Aktiemarkederne i Europa handlede højere, efter at Frankrig har valgt at genåbne sin grænse til Storbritannien og på nyt om en nært forestående brexit-aftale.
BANKER I HØJ KURS EFTER POSITIVT BREXIT-NYT
Bankerne blev onsdag understøttet af rygter om, at en handelsaftale mellem EU og Storbritannien er nært forestående.
Det siger en unavngiven højtstående EU-diplomat, skrev Reuters onsdag eftermiddag.
Bankerne var godt kørende i Europa med en sektorfremgang i Stoxx 600-indekset på 2,2 pct. ved dansk lukketid. Brexit-rygtet løftede også renterne.
I Danmark lukkede Danske Bank med et plus på 3,0 pct. i 101,40 kr., og Jyske Bank steg 1,8 pct. til 231,70 kr.
GEVINSTHJEMTAGNING I VESTAS
- Der bliver taget lidt hjem på bogen i de koder, der var steget meget på det seneste, hvilket blandt andet gælder Vestas, siger Martin Munk.
Vestas-aktien lukkede onsdag med et fald på 0,9 pct. til 1391 kr., efter tirsdag at være lukket med en stigning på 3,9 pct.
Natten til tirsdag vedtog Kongressen i USA en stimuluspakke, der indeholder en forlængelse af den vigtige PTC-støtteordning.
Tirsdag aften kunne Bloomberg fortælle, at Vestas havde landet en ny 360 MW-ordre i Brasilien på 80 møller til levering i andet halvår 2022. Onsdag morgen bekræftede Vestas, at ordren er i hus.
Yderligere annoncerede Vestas også en amerikansk ordre på 73 vindmøller med en samlet kapacitet på 138 MW.
Ørsted-aktien var tirsdag med et plus på 3,7 pct. også understøttet af stimuluspakken, og onsdag fortsatte opturen med et plus på 1,9 pct. til rekorden 1189,50 kr.
DEFENSIVE SUNDHEDSAKTIER INDTOG BUNDPLACERING
De defensive sundhedsaktier lå svagt i Europa, og den tendens var også øjensynlig på børsen i København.
Genmab-aktien agerede bundskraber i C25-regi med et minus på 1,6 pct. til 2384 kr., og Novo Nordisk-aktien tabte 1,4 pct. til 426 kr.
Mærsk har også været godt kørende på det seneste, og Martin Munk påpeger, at konkurrenten Hapag-Lloyd har bestilt seks nye store cotainerskibe. Han venter, at raterne vil blive normaliseret efter at være steget voldsomt på det seneste.
Mærsks B-aktie vendte et fald midt på dagen til et plus på 1,0 pct. til 13.750 kr.
AMBU FORTSATTE OPTUREN EFTER NY KØBSANBEFALING
Børsmæglerfirmaet William O'Neil & Co indledte sin dækning af selskabet med anbefalingen "køb".
Ambu endte i toppen af C25-indekset tirsdag med en stigning på 4,6 pct., og onsdag fortsatte opturen med et plus på 2,0 pct. til 253,20 kr.
Samtidig reducerede Eminence Capital sin short-position i Ambu til 0,46 pct. fra 0,55 pct. tirsdag.
Ambu er steget mere end 10 pct. over den seneste uge, og Martin Munk vurderer, at fremgangen netop kan være drevet af short-covering. Yderligere fremhæver Jyske Banks senioraktierådgiver også, at aktien handler over toppene fra i sommer, hvilket også kan give lidt ekstra.
MÆRSK DRILLING FIK LØFTET KURSMÅL MEN GENTAGET "UNDERPERFORM"
Det franske finanshus Exane BNP Paribas løftede kursmålet for Mærsk Drilling til 145 kr. fra 125 kr., men fastholder den negative anbefaling "underperform".
Det fremgik af data fra Bloomberg.
Drilling-aktien steg 2,0 pct. til 188,30 kr.





