Aktier

Aktier/tendens: Udsigt til flad start med fokus på Vestas og Pandora

Vestas er mandag i fokus efter en god ordreslutspurt på årets sidste dag, og Pandora er også fortsat i søgelyset efter kursmålsændringer i kølvandet af onsdagens opjustering.

På årets sidste handelsdag sluttede det danske C25-indeks med et fald på 0,7 pct. i 1676,67. Facit for 2020 blev imidlertid en imponerende stigning på knap 34 pct.

Mandag morgen ligger futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for det danske aktiemarked, med et lille fald på 0,1 pct.

Det tyske aktiemarked havde sammen med det danske lukket torsdag, hvor aktiemarkederne i USA dog havde åbent. Her blev det til stigninger og rekorder på 0,6 og 0,7 pct. til S&P 500- og Dow Jones-indekset.

Mandag morgen peger de amerikanske aktieindeksfutures mod en marginal positiv start på dagen, når børserne åbner klokken 15.30 i New York.

Vestas oplyste om otte ordrer på i alt 846 megawatt, MW, på årets sidste dag, hvor den danske børs var lukket.

Dermed kom der i fjerde kvartal i alt 3818 MW annoncerede ordrer, mens den samlede ordreindgang for 2020 er oppe på 15.509 MW.

Den amerikanske storbank Citigroup har efterfølgende vurderet, at Vestas’ samlede ordreindgang dermed bliver en smule større end forudset af aktiemarkedet.

Vestas-aktien faldt onsdag tilbage med 1,3 pct. til 1439,50 kr.

JPMorgan har tændt det røde lys og sænker anbefalingen af Demant til ”undervægt” med et kursmål på 199 kr., viser data fra Bloomberg News. Tidligere viste JPMorgans trafiklys gult, idet anbefalingen lød ”neutral” med et kursmål på 192 kr.

Demant sluttede onsdag i 240,60 kr., så JPMorgans kursmål indikerer et negativt potentiale på over 17 pct.

JPMorgan hæver efter onsdagens opjustering sit kursmål for Pandora, men har tilsyneladende stadig svært ved at regne den nuværende markedskurs hjem.

Den amerikanske storbank har sat et kursmål på 435 kr. for en Pandora-aktie mod tidligere 365 kr., viser data fra Bloomberg News. Det er 36 pct. under lukkekursen onsdag før nytår på 681 kr., der kom med en stigning på 3,5 pct.

JPMorgans anbefaling af smykkeaktien er uændret ”neutral”.

Danske Bank har løftet sit kursmål for smykkeaktien til 705 kr. fra 640 kr. med en gentaget hold-anbefaling.

Pandora opjusterede, to timer inden markedet lukkede for året sine forventninger til 2020, hvor den organiske vækst nu ventes at blive mindst 1 procentpoint bedre end den høje ende af forventningen på minus 14 til minus 17 pct.

Morgan Stanley har sat kursmålet for aktien i DSV Panalpina op til 1160 kr. fra 1105 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen ”overvægt” gentages.

DSV Panalpina faldt onsdag med 1,3 pct. på den sidste handelsdag i 2020 til 1020 kr. Aktien steg med 32,9 pct. i 2020.

Råvarerelaterede aktier såsom FLSmidth og Maersk Drilling kan mandag få lidt medvind fra en positiv råvaresektor, hvor priserne på blandt andet kobber og olie ligger med stigning på mere end 2 pct.

FLSmidth endte onsdag uændret i 232,80 kr., og Maersk Drilling tabte 1,2 pct. til 192,70 kr.

Læs også
Top job