Aktier

Aktier/åbning: C25 på rekordkurs med grønne aktier i hopla

De danske eliteaktier starter året i grønt, hvor Vestas-aktien blandt andet bliver understøttet af en god ordreslutspurt lige før nytår.

C25-indekset starter med fyrværkeri og en stigning efter 10 minutters handel på 1,3 pct. til 1698,47, og der er dermed udsigt til endnu en rekord, efter at sidste år bød på 44 af slagsen.

Det tyske DAX-indeks stiger til sammenligning med 1,1 pct.

Pandora og Demant er blandt de få C25-aktier i rødt, idet smykkeaktien bliver sendt lidt retur efter onsdagens stigning og opjustering, mens høreapparataktien er sat på undervægt hos et stort amerikansk finanshus.

Vestas oplyste om otte ordrer på i alt 846 megawatt, MW, på årets sidste dag, hvor den danske børs var lukket.

Dermed kom der i fjerde kvartal i alt 3818 MW annoncerede ordrer, mens den samlede ordreindgang for 2020 er oppe på 15.509 MW.

Den amerikanske storbank Citigroup har efterfølgende vurderet, at Vestas' samlede ordreindgang dermed bliver en smule større end forudset af aktiemarkedet.

Vestas-aktien stiger 1,5 pct til 1461,50 kr., mens den ligeledes grønne Ørsted-aktie åbner med et plus på 2,1 pct. i 1269,25 kr. i toppen af C25-indekset.

JPMorgan har tændt det røde lys og sænker anbefalingen af Demant til "undervægt" med et kursmål på 199 kr., viser data fra Bloomberg News. Tidligere viste JPMorgans trafiklys gult, idet anbefalingen lød "neutral" med et kursmål på 192 kr.

Demant åbner med et minus på 0,8 pct. i 238,70 kr.

JPMorgan hæver efter onsdagens opjustering sit kursmål for Pandora, men har tilsyneladende stadig svært ved at regne den nuværende markedskurs hjem.

Den amerikanske storbank har sat et kursmål på 435 kr. for en Pandora-aktie mod tidligere 365 kr., viser data fra Bloomberg News.

JPMorgans anbefaling af smykkeaktien er uændret "neutral".

Danske Bank har løftet sit kursmål for smykkeaktien til 705 kr. fra 640 kr., og Jyske Bank hævet sit kursmål til 660 kr. fra 540 kr. Begge finanshuse gentager anbefalingen "hold".

Opjusteringen var ikke helt overraskende for Jyske Bank, der ser det som en bekræftelse på, at vækstmomentum er tilbage på sporet.

Pandora opjusterede, to timer inden markedet lukkede for året onsdag sine forventninger til 2020, hvor den organiske vækst nu ventes at blive mindst 1 procentpoint bedre end den høje ende af forventningen på minus 14 til minus 17 pct.

Pandora-aktien sætter sig med 2,0 pct. til 669,20 kr. efter onsdagens stigning på 3,5 pct.

Morgan Stanley har sat kursmålet for aktien i DSV Panalpina op til 1160 kr. fra 1105 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen "overvægt" gentages.

DSV Panalpina løftes 1,3 pct. til 1033 kr.

Bang & Olufsen-aktien har fået løftet sit kursmål med en tredjedel til 40 kr. fra 30 kr. af Danske Bank, der holder fast i den positive anbefaling "køb".

B&O-aktien løftes med 2,3 pct. til 34,34 kr.

Raterne på fragt af containere fra Kina til resten af verden fortsatte i vejret i de sidste dage af 2020 og satte dermed et stærkt punktum for et hæsblæsende 2020.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, steg for 12. uge i træk i perioden fra den 25. til den 31. december med 5,3 pct. til 2783,03. Det giver en samlet stigning på 177,5 pct. siden den 3. januar 2020.

Mærsks B-aktie stiger med 0,6 pct. til 13.680 kr.

De råvarerelaterede aktier har mandag fået medvind fra en positiv råvaresektor, hvor priserne på blandt andet kobber og olie ligger med stigning på mere end 2 pct.

FLSmidth åbner med en stigning på 0,9 pct. i 234,80 kr., og Maersk Drilling stiger med 2,4 pct. til 197,40 kr.

Læs også
Top job