Aktier

Aktier/middag: Netcompany og Ørsted topper i C25 på rekordniveau

De danske eliteaktier starter året i festhumør og på vej mod rekord. Markedet er dog bemærkelsesværdigt tyndt, hvad angår nyheder fra selskaber. Derimod er der nogle analytikerændringer, der påvirker.

Pandora og Demant er blandt de blot fire C25-aktier i rødt. Begge har fået nyt fra en eller flere analysehuse. Øverst ligger Netcompany uden selskabsnyt.

C25-indekset starter med festfyrværkeri og en stigning på 1,3 pct. til 1698,40, og der er dermed udsigt til endnu en rekord, efter at sidste år bød på 44 af slagsen.

- Vi starter det nye år flot. Som man siger nyt år - nye penge, siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans, men er ikke sikker på det fortsætter ugen ud.

- Meget kan afhænge af udfaldet af senatsvalget i Georgia tirsdag, vurderer han.

Der er også stigninger på de øvrige markeder i Europa. De tyske DAX-indeks stiger 1,2 pct., mens aktierne i Storbritannien stiger 2,7 pct., og i Frankrig er stigningen 1,8 pct.

- Der er fortsat fokus på grønne aktier, påpeger afdelingsdirektøren.

Ørsted-aktien stiger på den konto med 3,7 pct., og Vestas stiger 1,4 pct. til rekordkursen 1459,50 trods en nedjustering af anbefalingen fra Danske Bank til "hold" fra "køb".

Vestas oplyste om otte ordrer på i alt 846 megawatt, MW, på årets sidste dag, hvor den danske børs var lukket. Dermed kom der i fjerde kvartal i alt 3818 MW annoncerede ordrer, mens den samlede ordreindgang for 2020 er oppe på 15.509 MW.

Også Rockwool stiger. Her er stigningen 1,6 pct. til 2314 kr.

JPMorgan har sænket anbefalingen af Demant til "undervægt" med et kursmål på 199 kr. Tidligere viste JPMorgans trafiklys gult, idet anbefalingen lød "neutral" med et kursmål på 192 kr.

Demant ligger næstnederst i C25 med et fald på 2,0 pct. til 235,80 kr.

Smykkeselskabet Pandora ligger helt i bund med et fald på 4,1 pct. til 653,40 kr.

JPMorgan hæver efter onsdagens opjustering sit kursmål for Pandora til 435 kr. for en Pandora-aktie mod tidligere 365 kr. JPMorgans anbefaling af smykkeaktien er uændret "neutral".

Danske Bank har løftet sit kursmål for smykkeaktien til 705 kr. fra 640 kr., og Jyske Bank hævet sit kursmål til 660 kr. fra 540 kr. Begge finanshuse gentager anbefalingen "hold".

Læs også
Top job