Europa/lukning: Festdag for banker, energi og mineselskaber
Der var onsdag feststemning på det britiske aktiemarked, hvor det ledende indeks lukkede hele 3,7 pct. højere efter store stigninger særligt til bankerne, samt selskaber inden for energi- og mineindustrien.
Der var dog også pæne plusser i Frankfurt og Paris, hvor de ledende indeks steg henholdsvis 2,0 og 1,5 pct., og det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede ca. 1,5 pct. højere.
Tegn på, at Demokraterne var gået sejrrigt ud af tirsdagen valg i Georgia om to pladser til Senatet øgede forventningerne til, at den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, kan komme igennem mere mere finanspolitisk stimulus til den amerikanske økonomi.
Det bidrog til den positive stemning på markedet, hvor aktierne sidst på dagen fik et ekstra skub op.
Bankerne steg som gruppe med over 5 pct. i Stoxx 600 efter en stigning i markedsrenterne og en generelt positiv stemning om sektoren.
I London toppede HSBC, Standard Chartered og Barclays da også i FTSE 100-indekset med stigninger på 8-10 pct.
De råvarerelaterede aktier, som også er stærkt repræsenteret på børsen i London, havde også en rigtigt god dag med en sektorstigning på godt 4 pct.
Samtidig fortsatte oliepriserne i vejret og skabte god stemning om aktier som BP og Royal Dutch Shell, som steg 6-7 pct.
Der var også rift om aktien i den britiske bager- og sandwichkæde Greggs, som leverede bedre finansielle resultater end ventet og på børsen steg 7,9 pct.






