Aktier/tendens: Let grøn start i sigte med fokus på Rockwool og Ørsted
Det danske aktiemarked ventes at åbne med lette stigninger torsdag, hvor der udover en god portion analysenyt til en række danske selskaber ikke er mange selskabsspecifikke nyheder at berette om.
Grønne aktier som Rockwool og Ørsted kan fortsat trække opmærksomhed ved åbningen, da de to selskaber onsdag red på en grøn bølge - godt hjulpet på vej af udsigten til demokratisk flertal i begge kamre i den amerikanske Kongres efter valget til Senatet i Georgia.
Dertil er der analysenyt til Ørsted, mens Rockwool kan blive løftet af regnskabsnyt fra Saint-Gobain.
Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks indikerer plusser til alle tre indeks, når de åbner senere torsdag. S&P 500-indekset peger op med 0,7 pct., mens Dow Jones og Nasdaq indikeres henholdsvis 0,6 pct. og 1,0 pct. højere.
For det tyske DAX indeks peger futures på en mere beskeden stigning på 0,4 pct.
Dermed er der mulighed for revanche til C25-indekset, som onsdag lukkede med et fald på 0,4 pct. til 1673,52, hvor 18 af de 25 aktier i indekset måtte tage et tab på sig efter en dag med store sving for det danske eliteindeks.
Torsdag morgen står i analysenyhedernes tegn - for eliteaktier såvel som sidepapirer.
Fra det tyske finanshus Berenberg er der nyt kursmål for Ørsted-aktien, som løftes med 60 pct. Kursmålet lyder nu på 1700 kr. mod tidligere 1060 kr. Anbefalingen "køb" fastholdes.
Det fremgår af en analyse fra Berenberg.
Heri fremhæver banken, at Ørsted står i en fordelagtig position til at skrue gevaldigt op for blusset med den nye topchef Mads Nipper i spidsen.
- Ørsteds nye administrerende direktør, Mads Nipper, begyndte sit arbejde i mandags. Og sikke en situation at befinde sig i: I spidsen for den førende spiller på offshore-markedet med en beskeden onshore-forretning, der har potentiale til at vokse inden- og udenfor de amerikanske kyster, skriver Berenberg.
Ørsted-aktien lukkede onsdag med en stigning på 2,32 pct. i 1324,50 kr.
Genmab har fået hævet kursmålet til 2800 kr. fra 2500 kr. af finanshuset Kempen & Co., der fastholder anbefalingen "køb", viser data fra Bloomberg.
Aktien tabte 3,0 pct. torsdag og faldt til 2455 kr.
Kempen & Co. har også analysenyt til biotekselskabet Bavarian, der får hævet sit kursmål til 210 kr. fra 200 kr., mens anbefalingen fastholdes på "neutral".
Bavarians aktie steg onsdag 1,9 pct. til 202 kr.
Britiske Barclays har torsdag morgen set nærmere på DSV Panalpina - hvor kursmålet nu løftes til 1330 kr. fra 1090 kr.
Det fremgår af data fra Bloomberg.
Anbefalingen lyder fortsat på "overvægt", og det nye kursmål indikerer et potentiale på 35,5 pct. fra onsdagens lukkekurs på 1004 kr., efter at aktien dykkede 1,7 pct.
For Rockwool er der nyt fra den franske konkurrent Saint-Gobain, der producerer og sælger byggematerialer, herunder isoleringsprodukter, som med et solidt fjerde kvartal overgik forventningerne.
I perioden realiserede Rockwools franske konkurrent en toplinje på 10,2 mia. euro, hvilket overgik analytikerens bud på 9,8 mia. euro, ifølge Bloomberg News.
Den underliggende organiske vækst var på 6 pct. Den franske koncern peger på, at udviklingen var støttet af en "stærk prisdynamik".
Saint-Gobain oplyser samtidig, at driftsindtjeningen i de sidste seks måneder af 2020 på den baggrund vil overgå 2 mia. euro, hvilket vil svare til en underliggende fremgang på 20 pct.
B-aktien i Rockwool steg onsdag med 2,0 pct. til 2300 kr.
Anbefalingen af aktien i Alk-Abelló er onsdag blevet sat op til "køb" fra "neutral" af finanshuset Kempen & Co.
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Kursmålet for aktien er samtidig blevet løftet med 45 pct. til 2750 kr. fra førhen 1900 kr. Det nye kursmål indikerer et potentiale på 12 pct. i forhold til lukkekursen onsdag i 2458 kr.
Den britiske storbank Barclays har givet kursmålet for aktien i Scandinavian Tobacco Group et lille nøk opad, så det nu lyder på 113 kr. mod tidligere 105 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg.
Anbefalingen "ligevægt" fastholdes.
STG-aktien steg onsdag 0,7 pct. til 106,30 kr.
Omvendt er der dårligt nyt til Zealand Pharma, som får sænket kursmålet til 230 kr. fra 250 kr. af finanshuset Kempen, der fastholder anbefalingen "neutral".
Det viser data fra Bloomberg.
Zealand Pharma lukkede onsdag i 220,60 kr. efter et fald på 1,6 pct.






