Europa/middag: Industriaktier i fremdrift i grønt marked
De europæiske aktiemarkeder ligger torsdag med stigninger drevet af fremgang til industriaktierne, efter at Kongressen formelt har certificeret Joe Biden som USA's nye præsident.
Det er fortsat forhåbningerne om, at Biden vil øge stimulussen samt udsigten til genåbninger efter covid-19-vaccinationerne, der driver opturen i sektorer såsom industri og banker.
- Herfra er markedsfortællingen virkelig afhængig af vaccinenyheden: Bliver den godkendt hurtigt, er de i stand til at producere den hurtigt nok, bliver den distribueret hurtigt nok, siger Seema Shah, chefstrateg hos Principal Global Investors, til Blooomberg News.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger med 0,2 pct. Det tyske DAX-indeks løftes med 0,4 pct., mens det britiske FTSE-indeks taber 0,3 pct.
De svenske aktier er med en stigning på 2,2 pct. til OMXS30-indekset især godt kørende, idet de har et efterslæb fra onsdagens helligdag.
Det gælder blandt andet for lastbilproducenten Volvo, der ruller frem med 4,9 pct. og Sandvik, der stiger 6,3 pct.
Sandvik, der blandt andet producerer boreudstyr til minesektoren, har fået løftet sit kursmål hos finanshuset Berenberg, der vurderer, at selskabet er i en god position for 2021.
Svenske Epiroc, der har kunder i samme sektor som Sandvik, løftes med 4,3 pct.
Saint-Gobain, der producerer og sælger byggematerialer herunder isoleringsprodukter, stiger til vejrs fra start på børsen i Paris.
Der sker, efter at den franske Rockwool-konkurrent har meddelt, at salget i fjerde kvartal ventes at overstige forventningerne "markant".
Saint-Gobain stiger 6,9 pct. til 42,75 euro.






