Fortsæt til indhold

USA/åbning: Grønt med stor interesse for teknologi og finans

Aktier
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktiemarkeder er i hopla fra åbningen torsdag, hvor købsinteressen især er stor om teknologi- og finansaktierne.

Generelt kigger investorerne ud over den politiske uro i Washington, og de fokusrer i stedet på udsigterne til højere offentligt forbrug.

Joe Biden er blevet bekræftet som den kommende USA's kommende præsident, og Donald Trump har forpligtet sig til en ordnet magtoverdragelse.

- Forventningerne er nu, at vi har undgået en hårdknude, og mere finanspolitisk støtte vil være tilgængelig for økonomien i løbet af dette år, snarere end mindre, siger Christopher Smart, global chefstrateg hos Barings, til Dow Jones Newswires.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner 1,5 pct. højere. S&P 500-indekset løftes med 0,9 pct., og Dow Jones-indekset stiger med 0,4 pct.

TESLA PÅ VEJ MOD ENDNU EN REKORD EFTER SKULDERKLAP FRA ANALYTIKER

Elbilproducenten Tesla har fået endnu et skulderklap fra analytikerkorpset, hvor finanshuset RBC nu har erkendt, at det har taget fejl.

- Der er ingen yndefuld måde at sige dette på, andet end at vores syn på Tesla-aktien har været helt forkert, skriver RBC.

RBC har hævet sin anbefaling for aktien til "sektor perform" fra "underperform", en anbefaling finanshuset har haft siden 23. januar 2019.

I den periode er aktien steget med 1215 pct.

Tesla åbner 2,8 pct. højere i rekorden 777,23 dollar. Onsdag steg aktien med 2,8 pct., efter at Morgan Stanley løftede sit kursmål for aktien til 810 dollar fra 540 dollar.

BANKER FORTSAT I FOKUS EFTER OPTUR

Bankerne er fortsat i fokus, efter at finanssektoren i S&P 500-indekset onsdag steg med 4,4 pct. efter stigende renter og udsigt til et mere stimulusorienteret Senat.

Det var den største stigning siden 9. november, hvor Pfizer præsenterede positive covid-19-vaccineresultater.

JPMorgan åbner 3,5 pct. højere efter onsdagens optur på 4,7 pct., og Wells Fargo stiger 3,0 pct. efter onsdagens plus på 7,1 pct.

Det tyske biotekselskab Curevac har indgået en aftale med den tyske kemikæmpe Bayer om udvikling af Curevacs vaccinekandidat mod covid-19.

Bayer vil blandt andet støtte den videre udvikling og levering af vaccinekandidaten.

Curevac, der er noteret på Nasdaq-børsen i USA, bliver sendt op med 18 pct.

Inden for covid-19-vaccineselskaberne er der også fremgang på 3,9 pct. til Moderna, der onsdag steg med 6,5 pct., efter at de europæiske sundhedsmyndigheder gav grønt lys til selskabets covid-19-vaccine.

Twitter åbner med et fald på 1,5 pct., efter at det sociale medie har blokeret præsident Donald Trumps konto og slettet nogle af hans tweets sent onsdag, efter at han fortsatte med at påstå, at han havde vundet valget i et "helligt jordskred".

Teknologiaktierne er kommet godt fra start, efter at de onsdag hang i bremsen, idet de blev presset af stigende renter samt udsigt til mere regulering fra et stærkere Demokratisk parti.

Apple-aktien åbner med et plus på 1,3 pct. efter onsdagens fald på 3,3 pct., og Facebook stiger med 1,5 pct. efter onsdagens minus på 2,8 pct.

Der bliver taget godt imod regnskabstallene fra apotekerkæmpen Walgreens Boots Alliance, der da også slog analytikerforventningerne med bred margin i sit forskudte første kvartal.

Aktien kommer fra land med en stigning på 2,6 pct.

Den amerikanske modetøjsvirksomhed L Brands, som blandt andet ejer Victoria's Secret, stiger med 1,8 pct.

Julesalget, som selskabet har opgjort som 9 uger frem til 2. januar, endte på omkring 3,84 mia. dollar, mens det sammenlignelige salg voksede med 5 pct. Det sammenlignelig salg i Vicotoria's Secret faldt med 9 pct. i perioden.