Fortsæt til indhold

Torsdagens aktier: Rockwool og FLS til tops i flyvende C25 - KORR

(Retter C25-stigning i tredje afsnit.)

Aktier
/ritzau/FINANS

Håb om stimulus i rigelige mængder var torsdag med til at sætte fut under aktier, der kunne få hjælp af større offentlige investeringer.

Det gjaldt blandt andet Rockwool og FLSmidth, der endte i toppen af eliteindekset, samt grønne aktier såsom Ørsted og Vestas, der surfede videre på Demokraternes blå bølge i USA.

Det danske C25-indeks lukkede torsdag med en stigning på 1,1 pct. i 1691,89, hvilket dog ikke var nok til at overgå mandagens lukkerekord på 1701,55.

- Hvis vi tager det fra helikopterperspektivet, efter at Demokraterne så ud til at vinde Senatet, så fortsatte de amerikanske small cap-aktier op i går, hvor der fortsat var fokus på det såkaldte reflationstrade samt fokus på grønne selskaber, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg hos Formuepleje, til Ritzau Finans.

Rockwool-aktien red delvist med på den grønne bølge, men isoleringsselskabet fik også opløftende konkurrentnyt fra Frankrig.

Saint-Gobain, der producerer og sælger byggematerialer, herunder isoleringsprodukter, overgik salgsforventningerne i fjerde kvartal.

Finanshuset Citigroup fremhævede i relation til Saint-Gobains regnskab blandt andet styrken i boligmarkederne, hvor Amerika især vurderes at have bidraget til de stærke resultater.

Rockwool-aktien lukkede torsdag med et plus på 7,0 pct. i 2462 kr.

Udsigten til et demokratisk kontrolleret Senat, der ventes at igangsætte større infrastrukturprogrammer, var også med til at løfte FLSmidth-aktien, der steg 6,0 pct. til 241,60 kr.

Ørsted fortsatte opturen med en stigning på 2,3 pct. til rekorden 1355 kr., og dermed kom ugens stigning op på 9 pct.

Ørsted blev understøttet af positivt analysenyt, da det tyske finanshus Berenberg løftede sit kursmål med 60 pct. Kursmålet lyder nu på 1700 kr. mod tidligere 1060 kr. Anbefalingen ”køb” fastholdes.

Heri fremhæver banken, at Ørsted står i en fordelagtig position til at skrue gevaldigt op for blusset med den nye topchef, Mads Nipper, i spidsen.

Det spanske finanshus Santander løftede også sit kursmål for Ørsted-aktien, men kun til 1190 kr. fra 890 kr.

Vestas-aktien har med en stigning på 8,4 pct. i denne uge og 3,3 pct. til rekorden 1560 kr. torsdag også været flyvende i år, og stigningerne har især været mærkbare de seneste dage, efter at det så ud til at Demokraterne ville få flertal i Senatet.

Danske Bank-aktien fortsatte også de positive takter med et plus på 4,3 pct. til 109,85 kr.

- Bankerne er i søgelyset, idet vi har set renterne stige i USA og i Europa, og de har stabiliseret sig på et højere niveau, siger Otto Friedrichsen.

Der var også nyt om Chr. Hansen, da Danske Bank hævede anbefalingen af aktien til ”køb” fra ”hold”.

I samme omgang blev kursmålet sat op til 710 kr. fra 680 kr.

En aktie i Chr. Hansen steg med 0,3 pct. 610 kr.

Det franske finanshus Exane kiggede nærmere på de to store danske børsnoterede høreapparatselskaber, hvilket faldt ud til den negative side.

Finanshuset sænkede anbefalingen af Demant-aktien til ”neutral” fra ”outperform” og i samme ombæring har finanshuset dog løftet kursmålet til 250 kr. fra 240 kr.

GN fik sænket sit kursmål af Exane til 565 kr. fra 600 kr., og finanshuset fastholdt den positive anbefaling ”outperform”.

Demant-aktien faldt med 0,4 pct. til 226,60 kr., og GN-aktien løftedes med 0,9 pct. til 476,30 kr.

Anbefalingen af aktien i Alk-Abelló blev onsdag sat op til ”køb” fra ”neutral” af finanshuset Kempen & Co, der løftedde kursmål med 45 pct. til 2750 kr. fra 1900 kr.

Markedet kvitterede ved at sende aktien op med 0,4 pct. til 2468 kr.

Den britiske storbank Barclays trak kursmålet for aktien i Scandinavian Tobacco Group et lille nøk opad, så det nu lyder på 113 kr. mod tidligere 105 kr. Anbefalingen ”ligevægt” blev fastholdt.

STG-aktien løftedes 4,4 pct. til 111 kr.